ROD
ROD
En fortælling i børnehøjde om at have det svært, men finde en vej. En magisk udviklingsrejse om at stå på egne ben og finde sine vinger. Om tre børn, en forladt togvogn, og en verden af umuligheder for dem, der vil elskes, men som er svære at holde af…
I 2025 havde Teatret Zeppelin verdenspremiere på det nyskrevne værk ROD, som blev udviklet og skabt i den særlige auteur-metode (læs mere herom længere nede). Gratis medhørende undervisningsmateriale, flot trykt program og original plakat blev udleveret til gæster fra de besøgende skoler og privatpublikummer. Forestillingen spillede i marts måned for børn fra 7 år og deres voksne.EKSTRA ROD: Kan du ikke få nok af ROD? Se vores side med en masse ekstra-materiale lige her.
Om forestillingen:
– alt i livet føles som en kamp, intet synes at falde i hak. Efter at temperamentet til Rods store fortrydelse igen er løbet af med ham, søger han tilflugt i et forladt jernbaneterræn. Men alene er han ikke længe. Billie, en pige med lignende udfordringer i livet, dumper ned i Rods verden med bulder og brag.
Midt i deres kaos dukker Lukas op, en spøjs dreng med et insekthotel og en dragende energi. Uden at vide det kommer Lukas til at hjælpe Rod og Billie. Insekterne giver dem idéen til at skabe en forvandlingspuppe – ligesom den visse insekter laver, når de forvandler sig fra larve til sommerfugl… Langsomt begynder de alle tre at se sig selv i et nyt lys. Grænserne mellem virkelighed og underfuld forvandling opløses, og børnene må finde mening i det hele, mens de umærkeligt forvandles…
Ny fortælling i børnehøjde om at have det svært
ROD er en helt ny, netop færdigudviklet forestilling. En fortælling i børnehøjde om at have det svært, men finde en vej. Forestillingen er en magisk udviklingsrejse om at stå på egne ben og finde sine vinger. Om tre børn, en forladt togvogn, og en verden af umuligheder for dem, der vil elskes, men som er svære at holde af…
TEMAER: Magisk realisme, trivsel/mistrivsel, personlig udvikling, metamorfose/transformation, resiliens, vrede & temperament, udenforskab & ensomhed, social stigmatisering, insekternes verden & naturens symbolik, fantasi, venskab & empati, håb & nye begyndelser, selvaccept & identitet.
Trailer
Bag om forestillingen: hvorfor, hvad, hvordan
Unge-mistrivsel er et stort tema i samfundet i dag – derfor SKAL det præsenteres i børnehøjde
Børn opsnapper brudstykker af de voksnes dagsordner og samtaleemner hver eneste dag. Børn bør ikke efterlades med kvarte historier og løsrevne detaljer, der oprindeligt var tiltænkt voksne. Store emner, uanset deres alvorlighed, fortjener derfor at blive skildret i øjenhøjde med børn. På et niveau, hvor man tager brodden af det barskeste, men stadig formidler alvoren, så børn forstår. Uden at skræmme, uden at dømme nogen.
Det er en af de vigtige ting, vi vil med ROD. Empati. En fortælling, der nænsomt åbner døren til en verden, hvor alt ikke er sort-hvidt. Måske sidder der børn i teatersalen, som er vant til at føle sig misforstået, men som for første gang føler sig spejlet. Måske sidder der nogen, der pludselig forstår en klassekammerat lidt bedre.
I researchen til forestillingen er et særligt citat fra en anonym bruger af Børnetelefonen blevet en fakkel: “Jeg ønsker mig en bog om en dreng, der bliver til noget, selvom han har haft det svært“.
Vi vil vise håbet. Både for de børn, der føler sig udenfor og vedsiden af, og for de børn, der en dag vil møde nogen, eller allerede kender nogen, der kæmper. Vi gør det med magien i teaterkunsten: Med billeder, lys, musik og fantasi, der nænsomt men troværdigt rækker hånden ud og gør det svære håndgribeligt – og håbet endnu stærkere.
For mere info om teatrets børnesyn og hensyn til målgruppen, se zeppelin.dk/omtanke
Hvorfor en forestilling med et fokus på bl.a. drengeliv? En drivkraft i forestillingen er unge-mistrivsel – uanset køn. I dagens samfund må vi dog også erkende, at vi ofte ser to fremherskende narrativer om drenge: enten bliver de opfattet som overlegne eller som tabere. I de senere år har vores syn på drenge ændret sig markant. Fra tidligere at have domineret mange områder, trives drenge ikke i bl.a. skolesystemet. Mange falder igennem, kæmper med misbrug og oplever ensomhed.
Drenge vokser som oftest op med magtfulde, stærke mænd som idealer. Det går ud over drenges tryghed ved at bede om hjælp og åbne op om egne følelser. Kvinder bliver stadig stærkere på flere fronter, så det er afgørende for mænd at genoverveje deres roller og finde plads i et samfund, som ikke længere glorificerer og ofte ej tolererer dominans, fysisk styrke, magt(misbrug) og råhed. Ændringerne må starte i åbne snakke, i fællesskaber og projekter, vi alle tager del i.
Hvad kan vi forvente? I vores forestilling mødes to drenge og en pige tilfældigt i en barsk udkant af et samfund på et forladt område. Umiddelbart er det eneste, de har til fælles, det, de ikke længere ønsker; flygtet fra det, de kom fra. De tre væsensforskellige typer bliver afhængige af og hjælper hinanden; de udvikler empati for hinanden. Håbet om forandring lever, og drømme levendegøres.
Magisk realisme som fortællemæssigt greb Magisk realisme vil løfte indhold og budskab i dette værk, hvor f.eks. en dreng kan være et insekt, og en pige kan bo i en æske, som er større indeni end udenpå. I genren magisk realisme er det magiske en integreret del af realismen. Der reflekteres ikke over, at handlingen kan krydse grænsen mellem magi og realisme. Alt vises/fortælles fra et realistisk synspunkt, men kombineret med fantastiske begivenheder, skrøner, drømme og andet fra de eventyrlige genrer.
.Nyt auteurværk
Forestillingen skabes i auteurproces af Teatret Zeppelins kunstneriske leder Mie Brandt og det kunstneriske hold. Det er det tredje auteurværk i trilogien “Børn uden voksne”, som tæller de anmelderroste forestillinger Under Haadys Skjold og Mælkebøttereglementet. Om auteurmetoden ROD bliver til i en auteurproces. I auteurprocessen arbejder man ikke med et traditionelt manuskript, men med en skitse skabt ud fra en vision. Det betyder, at store dele af forestillingen, fx alle replikkerne, er blevet til på gulvet i workshops- og øveperioderne. Auteurprocessen er et fælles projekt. Alle, der er med i produktionen, sætter sit præg på forestillingen. Læs et interview med auteur Mie Brandt her. . Følg med i skabelsesprocessen på vores Instagram og Facebook. PLAKAT
PROGRAM
Vi synes jo egentlig, at du skal have det specielle program i hånden – så du kan åbne lågerne i det.
Men her kan du se en online-version af det trykte program:











































