Zeppelin logo

Da julen kom til Mumidalen

Mumi møder scenen! Glæd dig til at opleve eller genopleve en særdeles flot og stemningsfuld juleforestilling for alle fra 4 år – baseret på den finske forfatter Tove Janssons illustrerede bog af samme navn. Med mulighed for at stille spørgsmål til skuespiller efter hver forestilling. 

Hvor: Teatret Zeppelin på Vesterbro i København

For pressemeddelelse og forestillingsbilleder klik her.
Læs anmeldelser af forestillingen længere nede på denne side.

© Moomin Characters tm
Forestillingen produceres med tilladelse fra Agency North Ltd.Bogens originaltitel: Julen kommer till Mumindalen

Klik her for at se spilletider og købe billet til forestillingen

 

 

★★★★★

“Den slags teateroplevelse, som man ønsker at give sig selv og sine børn flere af, fordi den er så veludført og af absolut højeste kvalitet.”

– Børn i byen (læs hele anmeldelsen her – eller scroll ned for at læse flere anmeldelser)

.

MUMI – OM FORESTILLINGEN

Da Mumifamilien bliver vækket midt i deres rare vintersøvn af Hemulen under stort postyr, vågner de op til en forandret verden. Mumidalen er klædt i et tindrende hvidt, tykt og iskoldt lag sne – et fuldstændig ukendt naturfænomen for mumierne. Som det er med mumierne, er alt ukendt faretruende og skræmmende. Deres venner i dalen har ikke tid til at forklare dem, hvad der er på færde. De har for travlt med at blive klar til julen. Hvad julen er, er et mysterium for mumierne. Men det virker foruroligende, sådan som alle ængster sig for at blive klar, før den kommer. Mumifamilien gør sig stor umage med at gøre som de andre for ikke at vække julens vrede eller det, der er værre…

Et univers med mange lag – et slags landkort over menneskehjertet

Billede af forestillingen. Foto: Lasse Frank, © Moomin Characters

Den første Mumibog blev til under afslutningen af 2. verdenskrig. Efterkrigstiden har naturligt sat sine præg på Mumiernes univers. Livet er skrøbeligt, og Mumidalen er fuld af farer og ukendte fænomener. Men historierne er også fulde af den slags gode, mellemmenneskelige gerninger, der redder os igennem svære tider og udfordringer.

Ligesom i den virkelige verden finder man i Mumidalen alle personlighedstyper og bevæggrundlag. Forfatter og filmskaber Frank Cottrell-Boyce formulerer rammende Mumiuniverset i forordet til bogen ‘Livet i Mumidalen’:
“Jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg Mumilands væsener og skikke overalt omkring mig i min dagligdag. Eksempelvis hemuler (dominerende), filijonker (neurotiske), skovunger (generte), bisamrotter (gnavne) og snorker (bedrevidende) – jeg har mødt dem alle og arbejdet sammen med dem. Børnelitteratur har en tendens til at definere folk ud fra socialklasse, race eller beskæftigelse, men Mumidalen præsenterer os for et helt bastiarium over personlighedstyper, adfærdsmønstre og moralske holdninger – et slags landkort over menneskehjertet.”

Mumi er kendt og elsket i store dele af verden. De særegne væsner har betaget hjerte efter hjerte og med rette.

Om Tove Jansson – forfatteren og tegneren bag Mumitroldene

Tove Jansson voksede op i en kunstnerfamilie i Helsinki i Finland, hvor hun blev født i 1914. Tove Jansson begyndte allerede som 15-årig at illustrere avisstriber. Som voksen arbejdede hun bl.a. som billedkunstner og illustrator.

Under anden verdenskrig arbejdede hun for et politiske tidsskrift, hvor hun skabte provokerende illustrationer, der kritiserede magthaverne. I samme periode skabte Tove Jansson de kendte og fantasifulde Mumitrolde, som blev en kontrast til den verden, der var omkring hende.

Den første Mumibog Kometjakten udkom i 1946. Herefter fulgte flere bøger med mumitroldene som omdrejningspunkt.
Hos mumierne fik dagligdagen plads til at være tryg og sjov. Samtidigt med at deres melankolske univers gav plads til at fordybe sig og lade fantasien løbe frit. Den nysgerrige, sansende og uskyldige måde et barn ser verden på, er kendetegnene for fortællingerne, som den dag i dag stadig tryllebinder og charmerer både børn og voksne.

Tove Jansson var en kunstner for alle. Selvom hun i dag er mest kendt for børnefortællinger, har hun også skrevet skønlitterært og biografisk til det voksne publikum samt illustreret mere end 1500 avisstriber.

Bøgerne om mumitroldene gjorde hende kendt i en lang række lande og er oversat til mere end 30 sprog. Tove Jansson anses for at være en af de vigtigste børnebogsforfattere i norden.

Menneskerettigheder forklædt i Mumitrolde

“Afskyen over for ufrihed var en stærk drivkraft for Mumitroldenes skaber, Tove Jansson, der som ung satiretegner drev gæk med samtidens diktatorer”. Sådan indledes en artikel i Amnesty International’s medlemsblad fra marts 2022. I artiklen kan man læse, hvordan Tove Jansson igennem tiden har brugt mumitroldene til at bakke op om menneskerettighederne: “selvom historierne om Mumitrolden og Mumidalens øvrige fantasifulde beboere foregår i et naturunivers fjernt fra krig og politik, så forbinder de første bøgers temaer, såsom flugt, katastrofer og hjemløshed, direkte Mumidalen med samtidens usikkerhed”.

Mumi for menneskerettigheder - artikel i Amnesty International marts 2022

Læs hele artiklen ‘Mumitrolde for menneskerettigheder’ online her.


.

“Hvis du tør at se dig selv i øjnene, bliver du klogere”

Interview med Mie Brandt på Scenen.dk

.

Kom et spadestik dybere bag om forestillingen ‘Da julen kom til Mumidalen’ i det fine interview med skuespiller og kunstnerisk leder Mie Brandt offentliggjort på scenen.dk 6.12.2023.

Læs hele interviewet her.

.

.

.


En ny forestilling bliver til – repremiere 29. november 2025

Teaterforestillingen ‘Da julen kom til Mumidalen’ blev bygget og færdigudviklet på Teatret Zeppelin i løbet af efteråret 2022. Du kan se billeder af arbejdet med forestillingens tilblivelse af på teatrets Facebook, Instagram og TikTok.

Forestillingen har repremiere den 29. november 2025 kl. 16:00 på Teatret Zeppelin.

Alle fra 4 år kan komme ind og se forestillingen, men den egner sig især til de 4-10 årige.


Spilletider

Forestillingen spiller fra 29. november – 21. december 2025:
Tirsdage & onsdage kl. 10:00
Torsdage & fredage kl. 10:00 & 12:00
Lørdage & søndage kl. 13:00 & 15:00

Spillefri dage:
alle mandage og Luciadag d. 13. dec. opføres forestillingen ikke.

NB. BILLETSALGET ÅBNER FØRST 29. APRIL 2024


Forestillingsprogram og undervisningsmateriale

Det trykte program gives til alle gæster, så længe lager haves. Det indeholder informationer om forestillingen, og det indeholder også opgaver for børn – heraf opgaver, som er oplagte for elever at lave sammen i klassen efter et teaterbesøg med skolen. Programmet gør det derfor også ud for det undervisningsmateriale, vi altid laver til teatrets egne teaterproduktioner.

Det trykte program har guldskrift og udskæring på forsiden, er trykt på lækkert papir og har mange fine detaljer. Fang din kopi på teatret!

Se programmet online her.

Billede af forsiden til programmet til Teatret Zeppelins forestilling Da julen kom til Mumidalen.

.

Mumi – forestillingen er blevet til med fondsstøtte fra:

Sportgoodsfonden
A.P. Møller Fonden
Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond
Axel Muusfeldts Fond
Beckett Fonden
Konsul George Jorcks og hustru Emma Jorcks Fond
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Vi takker i øvrigt mange gange følgende fonde for at have støttet indkøb af nyt lysbord til teatret, hvilket er medvirkende til, at vi kan få skabt et lysbårent, visuelt univers af allerhøjeste kvalitet:
A.P. Møller Fonden
Nordea Fonden
Lemvigh-Müller Fonden

TOVE

Den Reumert-nominerede, anmelderroste og prisvindende forestilling om forfatter Tove Ditlevsen og hendes barndom på Vesterbro
For alle fra min. 7 år

★★★★★
VINDER: SÆSONENS BEDSTE BØRNE-/UNGDOMSFORESTILLING

“TOVE hører blandt teatersæsonens mest fortryllende børneforestillinger, og så kan det tilmed også nydes i fulde drag af voksne i alle aldre.”

– CphCulture

VINDER AF DANSKE DRAMATIKERES MANUSKRIPTPRIS 2024

Læs mere om prisen her.

REUMERT-NOMINERET 2024

Læs mere om Årets Reumert her.

.

(læs flere anmeldelser længere nede på siden)

.

Se eller gense TOVE snart

I anledning af “pris-regnen” over og den meget flotte omtale af TOVE i 2024 løfter vi exceptionelt allerede nu sløret for, at TOVE genopsættes på Teatret Zeppelin i sæson 2025/26 d. 30. aug.-4. okt. 2025. Billetsalget åbner dog først ultimo april 2025. 

Tove Ditlevsen var barn i 1920’erne på Vesterbro i København.

Fortalt i øjenhøjde med børn (men kan ses af alle, også voksne uden børn). En poetisk, smuk og dyb fortælling om at gøre det, man elsker – uanset hvad andre måtte tænke om éns passion.

Co-produktion. Skabt af Teatret Zeppelin og Teatret Masken.

Forestillingen havde urpremiere i 2023/24 og genopsættes på Teatret Zeppelin i 2025/26.

Fra 7 år

Presse – klik her

TOVE er blevet nomineret til en REUMERT i kategorien Årets Børne-/ungdomsforestilling 2024.
Læs mere her.

TOVE vandt desuden kategorien Sæsonens Børne-/ungdomsforestilling og var yderligere nomineret i tre andre kategorier i CPHCultures årlige prisuddeling til scenekunsten:
– Sæsonens kvindelige birolle: Petrine Agger i TOVE
– Sæsonens dramatiker: Abelone Koppel for TOVE
– Sæsonens skuespiller i B/U-forestilling: Josefine Glæsel i TOVE

Klik her for at se spilletider og købe billet til forestillingen

 

 

NB! Billetsalget til genopsætningen af TOVE i efteråret 2025 åbner først ultimo april 2025.

 

Om forestillingen

Skal jeg sige jer noget? Jeg elsker bogstaver og ord. Det er det bedste, der findes i hele verden. Når jeg tænker på ord, så sitrer det i hele min krop.

Kom med, når Tove åbner døren til mors og hendes lille bitte lejlighed og inviterer os ind i hendes indre legende bogstavsunivers, hvor magi og poesi opstår, når man aller mindst forventer det; lige midt i mors sybutik ved spisebordet i stuen eller ved sengetid, når mørket sænker sig på værelset og alting ser anderledes ud.

Tove vil være digter og bevæge mennesker med sine ord. Hun synes, ordet digter ligner en dronning med en krone på hovedet. Tove elsker bøger og har bogstaver susende rundt i hovedet hele tiden – nogle gange kan hun slet ikke koncentrere sig og høre efter, hvad der bliver sagt, fordi ordene danser, lyser og leger med hende. Hendes yndlingsbogstav er E – det ser ud som om, det vil kilde hende. Og inde bag væggen og nede i genbrugsrummet med alle bøgerne, varmer, lyser og synger Fru Engel, Toves nye nabo, som forstår Toves drømme og tanker.

Men det er ikke alle ordene, som er lysende. Om natten toner uhyggelige skygger og tanker frem i mørket, som gør Tove trist, bange og ensom. Og mor, som syer dag og nat, siger, Tove skal holde op med at drømme og i stedet lave sine pligter, kun tænke på skolen og lære at stave. Det siger Mørkestemmen også. Den siger også en masse andre dumme ting til Tove; Du skal ikke tro, du er bedre end andre, og du bliver aldrig digter! Tove kan ikke få Mørkestemmen til at forsvinde – men skal den nu også det?

Tove Ditlevsen opdagede allerede som barn, at hun kunne noget med ord. 22 år gammel udgav hun sin første digtsamling »Pigesind«.
I en arbejderklassebarndom på Vesterbro blev digtningen et frirum for Tove. Hun havde evnen og fandt sin vej.

TOVE er en co-produktion med Teatret Masken om at turde holde fast i det, man brænder for på trods af omverdenens modstand og uforståenhed – samt skabe sit eget rum i rummet dertil.

TOVE er en smuk og poetisk forestilling, vi med hånde på hjertet godt tør sige kan ses af alle, også voksne uden børn som følgesvende. Man skal blot være minimum 7 år gammel. Forestillingen er Abelone Koppels frie fortolkning af Tove Ditlevsens liv og poetiske univers.

Tove Ditlevsen-citater
Alle i forestillingen brugte citater er hentet i Tove Ditlevsens ’Samlede digte’ (fra perioden 1939-1978) udgivet af Gyldendal i 2022.

Smukke ord er blevet til smukt musik
Skuespiller Theresa Hedelund Jensen har i ‘Længsel Mod Sommeren’ sat musik og sang til Tove Ditlevsens digt af samme navn. Lyt til sangen fra forestillingen lige her

 


Ordglæde: Tove Ditlevsen var fortryllet af ord – hendes passion var ord!

Hvordan kan børn i dag have glæde af at få indblik i Toves begejstring for ord?

Tove Ditlevsen spilles af skuespiller Josefine Glæsel, som på billedet ses sammen med Toves mor, som spilles af Petrine Agger. Tove holder sin mor for øjnene, mens der popper massevis af lysende ord op på den mørke væg bag dem.Tove Ditlevsens kærlighed til ord viser, at sprog ikke behøver at være kedeligt eller formelt. Børn kan opdage glæden ved at lege med sproget, finde sjove rim og ordspil, og eksperimentere med forskellige måder at udtrykke sig på.

Tove brugte ord til at beskrive de ting, hun så, og de ting, hun følte. Det kan inspirere børn til at bruge sprog som en måde at forstå og bearbejde deres egne følelser og tanker. Det kan være en sund måde at håndtere følelsesmæssige udfordringer på – eller blot tjene som inspiration til nye og kreative måder at beskrive sine omgivelser på.

Tove Ditlevsen arbejdede hårdt for at forfine sit sprog og udvikle sin skrivestil. Læringen i det er, at det at øve sig og forbedre sig stille og roligt over tid er en naturlig del af enhver kreativ proces. Tålmodighed og vedholdenhed, også når du oplever modgang, rykker dig fremad indenfor det, du holder af at gøre.

Kort sagt kan Toves ordglæde inspirere børn til at udforske, elske og værdsætte sprog som en kilde til kreativitet, selvudtryk og personlig udvikling. Og Toves vedholdenhed – trods visse negative røster omkring hende – kan inspirere til at stå ved, dén man er, og holde fast i dét, der gør én glad – uanset hvad andre måtte tænke om det.

En forestilling for alle

Det er ikke altid til at forudse, når man går i gang med at skabe en ny teaterforestilling, men vi kan med hånden på hjertet sige, at TOVE er endt ud med at være et værk, der er seværdigt for alle uanset alder. Ambitionen var at skabe en forestilling, der kunne ses af børn fra 5 år. Nu hvor forestillingen er færdig, står det dog klart, at der er masser at hente for også udskolingselever. Ja, forestillingen er endt med at have et poetisk lag og universel tyngde, der ikke taler til bestemte aldersgrupper. Selvom forestillingen er velegnet for børn, er det ikke børneteater – her er virkelig noget at hente for både børn og voksne, enten sammen i en fælles oplevelse eller hver for sig. Efter første opsætning besluttede vi at hæve aldersgrænsen fra 5 til 7 år, da dette er en mere retvisende nedre aldersgrænse.

I Teatret Zeppelins kvarter

Tove Ditlevsen voksede op på Vesterbro i det gamle arbejderkvarter i Hedebygade. Det er et stenkast fra Teatret Zeppelin i Valdemarsgade. Dengang fungerede teaterbygningen som et slags forsamlingshus for børn og unge (KFUM Vesterbro). Så måske Tove har “besøgt os”, før vi fandtes? Mens vi spiller TOVE på Teatret Zeppelin, kan du få et gratis eksemplar af vores Walk & Talk-guide – en trykt folder med en gårute, der tager dig med rundt i de gader omkring teatret, som spillede en vigtig rolle i Tove Ditlevsens barndom. I folderen er der kort, billeder fra gamle dage, forklaringer og informationer. Du kan også finde den online her.

 


Spilletider og priser

Priser fra 40 kr. pr. billet – se alle spilletider, ledige billetter og priskategorier her.

Repremiere: 30. aug. 2025 kl. 16:00
Spilleperiode: 30. aug.-4. okt. 2025

Tirsdage kl. 10:00 & 12:00
Onsdage kl. 10:00 & 12:00
Torsdage kl. 10:00 & 12:00
Fredage kl. 10:00 & 12:00
Lørdage kl. 13:00 & 15:00

Bemærk: ingen forestillinger søndage og mandage

Undervisningsmateriale

Opgaver, inspiration, viden, baggrund m.m.
Lavet efter gældende trinmål.
Se/download det gratis her.

Om forberedelse til teateroplevelse for børn, se her.

Digterrute: gå i Toves fodspor på Vesterbro

Vi har også en guidet vandrerute. Følg kortet, og kom omkring de kvarterer tæt på teatret, hvor Tove Ditlevsen havde sin gang som barn. Snup et gratis trykt eksemplar på teatret, eller download det her.


Forestillingsprogram

Trykt program forefindes på teatret og er gratis for alle gæster – snup et eksemplar, når du ankommer.
Alle besøgende skoleklasser får eksemplarer med til klassen (uddeles til læreren efter forestillingen).

Du kan se en online udgave af det trykte program fra 2024 her.
Der udvikles et nyt trykt program til genopsætningen i 2025.

En online udgave af det trykte program, som er en rullefalset M65-folder. Her ses en udfoldet forside af programmet.


ANMELDELSER

.

VINDER AF DANSKE DRAMATIKERES MANUSKRIPTPRIS 2024
“En tekst og en forestilling som taler til alle de introverte børn, der sjældent bliver spejlet så fint som de gør i dette manus. Vi fik kuldegysninger og det satte gang i vores fantasi og følelsesregister. Temaet gør fortællingen aktuel, selvom det handler om en pige i 1920’ernes Danmark: Det handler om at være tro mod sig selv og sine drømme – uanset hvad ydre og indre kritiske stemmer siger. Og Tove har en klar vilje: “Jeg vil skrive digte, der kan bevæge min mor, der kan bevæge mennesker”. Tove vil være kunstner. Vi tror mange børn bliver nysgerrige på Tove Ditlevsen og de vil huske denne forestilling, når de møder hendes ord senere i deres skoletid.”
– Juryens udtalelse

★★★★★ CPHCULTURE
VINDER AF ÅRETS BØRNE-/UNGDOMSFORESTILLING 2023-24
“TOVE behandler noget så svært som psykiske lidelser på forbløffende poetisk vis, så forestillingen aldrig virker tung, selvom den har dybde. (…) Selvom året er ungt, kan der næppe være tvivl om, at TOVE hører blandt teatersæsonens mest fortryllende børneforestillinger, og så kan det tilmed også nydes i fulde drag af voksne i alle aldre.”

– Michael Søby, 26.1.2024

ÅRETS REUMERT 2024
NOMINERET
“Med udgangspunkt i barnet Toves digterdrømme talte forestillingen modigt og ukompliceret om indre mørke. Med den uhyggelige dukkepige som følgesvend anerkendte den de svære følelser, der også kan bo i de mindste, og gjorde dem håndgribelige.”
– Juryens udtalelse

 UNGT TEATERBLOD
“Tove er blevet en smuk, poetisk og eftertænksom lille forestilling, der har noget på hjerte. Den taler til både børn og (deres) voksne, og begge parter får med garanti noget hjem i bagagen, så de har noget at tale om, når de kommer hjem. De voksne indser forhåbentligt, at fantasien godt må frie rammer, og børnene indser, at man skal turde holde i ens drømme, men at de måske også skal serveres på den rigtige måde for at gå i opfyldelse. Dét er sådan her, at godt børne- og familieteater skal serveres!”
– Christian Skovgaard Hansen, 15.02.2024

TEATERAVISEN
“’Tove’ er en stærk og billedrig teaterforestilling om barnets hungren efter accept og anerkendelse for at være den, det nu engang er. ’Tove’ er også en tyst og fortrolig forestilling om at føle sig alene med sine tanker. Derfor føles det også som lettelse, at ’Tove’ har en åben slutning, der rummer en masse håb, uden at den postulerer ubekymret eventyrlykke. Denne Tove er en pige fra den virkelige verden… En pige med et følsomt sind og vagtsomme øjne.”
– Anne Middelboe Christensen, 27.1.2024

★★★★★ ISCENE
“Når Tove gang på gang indleder sine sætninger med “Skal jeg sige jer noget?”, så svarer børnene blandt publikum bekræftende. De vil gerne høre, hvad hun har på hjerte. Både de muntre budskaber og de mørke, farlige tanker, som forestillingen også er fuld af. Tove leverer et tydeligt budskab om, at man skal tro på sig selv, følge sine drømme og ikke mindst lære at elske og acceptere alle sider af sig selv – både de mørke og de lyse.”
– Trine Wøldiche, 26.1.2024

★★★★★ KULTURBUNKEREN
“Forestillingen Tove er fortalt i øjenhøjde og kan ses af børn fra 5 år. Jeg er selv 46 år gammel, og jeg var mindst lige så tryllebundet. Dette er i al sin enkelthed virkelig godt teater.”
– Bo Dalum, 22.1.2024

★★★★★ KULTURINFORMATION
“Ligesom Tove Ditlevsen skabte magi med sine ord, er magien i forestillingen TOVE på Teatret Zeppelin ligeså lysende med få vidunderlige virkemidler og Tove Ditlevsens blændende tekster. (…) Trioen på scenen spiller med hinanden på fineste vis i deres respektive roller, der også giver en interessant spænding i kontrasterne af de roller de spiller og publikum er helt med og opslugt, både barn, ung og voksen. (…) Det eneste jeg ærgrer mig over efter at have set forestillingen TOVE, er at jeg ikke selv er barn længere. For hvor er der gode muligheder af livsberigelser for børn nu om dage, der eksempelvis kan findes i en lille fin perle som Teatret Zeppelins forestilling TOVE.”
– Githa Schultz, 23.1.2024

★★★★★ TEATERANMELDELSER.DK
“ENHVER bør se dette stykke – især lidt større skolebørn og voksne”
– Karen Reinhold Bjørkøe, 23.1.2024

LOLLAND-FALSTERS FOLKETIDENDE
“Skildrer på fineste vis den frygt, som nogle børn kan opleve for at skille sig ud og vender den om til en styrke, som skabte en af den moderne tids største forfattere.”
– Maria Glasius Lange, 28.11.2023 (Kultur-sektionen)

 


Forestillingen er blevet til med generøs fondsstøtte fra:

Augustinus Fonden
Grete og Sigurd Pedersens Fond
Solar Fonden af 1978
Beckett Fonden
Konsul George Jorcks og hustru Emma Jorcks Fond
Knud Højgaards Fond
Nordea Fonden
Lemvigh-Müller Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Louis Petersens Legat
Gangstedfonden
BUPL

AF HJERTET TAK!