Zeppelin logo

Hvad er et hjem?

Ny workshop for skoleklasser – særligt velegnet for 3.-8. klasse

.

Hjems lyd er ”aaaaah”

Man kan have et hjem, hvor man ikke føler sig hjemme. Og man kan føle sig hjemme, hvor man ikke har et hjem. Hvordan kan det være? Er et hjem nærmere en tilstand end en bygning, er det en sansning, et sted, hvor vi kan slappe af og være os selv, og vi føler os fri for overvågning? Selv når mennesket har mistet alt og intet har tilbage, har vi en iboende kraft i os, som giver os en styrke til at skabe et hjem. Vi har et dybtfølt behov, for at føle os hjemme. Vi har hjemme i verden og i vores krop, men vi har samtidig brug for at skabe os et privat tilholdssted. Her bor jeg, det er mit sted!

Disse spørgsmål og påstande er udgangspunkt for en ny dramaworkshop. Vi vil undersøge og udfolde, hvad hjem betyder for os som fællesskab og som enkeltindivider.

Workshoppen består af drama- og samtaleøvelser og sanseoplevelser, som vil give os en forståelse af, hvilke behov et hjem skal opfylde for os, hver især. Ud fra den forståelse kan vi langt nemmere få øje på, hvad der er godt og hvad der er skidt for vores hjemlighedsfølelse, og så kan vi forandre og skabe os et hjem, som giver os styrke og håb i livet.

Under udvikling

Workshoppen er klar i oktober 2024.

‘Hvad er et hjem?’ er en oplagt følgesvend til Teatret Zeppelins forestilling ROD, men kan også sagtens indgå i undervisningen uden, at man har set ROD.

Mere info

Workshoppen varer 2 timer og kan bookes til afvikling i jeres klasselokale. En erfaren workshop-pilot står for afviklingen og har alle materialer med.

Oplysninger om pris, booking mv. oplyses her på siden, når vi nærmer os release i oktober 2024.

Indtil da er du velkommen til at rette eventuelle spørgsmål om workshoppen til mie@zeppelin.dk

MereZep

ET PUBLIKUMSUDVIKLINGS-PROJEKT OM TEATEROPLEVELSEN FOR BØRN OG UNGE

Hvordan forlænger og udvider vi børn og unges teateroplevelse? Det og mange andre gode spørgsmål tog Teatret Zeppelin fat på i publikumsudviklingsprojektet MereZep. Projektet blev lavet i forbindelse med forestillingen Mio, min Mio.

MereZep – et publikumsudviklingsprojekt om teateroplevelsen for børn og unge blev afviklet i sæson 21/22 på Teatret Zeppelin. Vi kom frem til en masse ny og vigtig viden om børn, unge og deres møder med teatret! Dette kan læses i rapporten, eller man kan læse om de allervigtigste resultater i mini-rapporten.

Læs rapporten HER

Kreativ konkurrence

Som en del af MereZep kunne skoleklasser deltage i en kreativ konkurrence i forbindelse med Mio, min Mio. Se eksempler på de flotte bidrag her!

Planche fra 4.V på Strandvejsskolen

 

Videoer – bag om scenen på Mio, min Mio!

Som en del af MereZep producerede Teatret Zeppelin en række videoer. Videoerne tager publikum med bag scenen på Mio, min Mio og giver guides til sjove DIY-projekter.

 

 

 

Baggrund for projektet

The plays young people write, act and watch are blueprints of the world they will have to live in”
– Edward Bond, dramatiker og teoretiker

Flere studier viser, at teater er en af de medier, der gør allerstørst indtryk på børn – også mere end fjernsyn og iPad. Fordybelsen og fysisk at være i samme rum med andre mennesker er en helt speciel oplevelse, som har potentiale til at påvirke børn og unge i lang tid. Teater kan hjælpe dem med at udvikle deres empati, koncentration og fantasi. Teatret kan også hjælpe børn og unge med at navigere i en kompleks verden ved at give dem kompetencer til at reflektere over tunge emner, indgå i dialoger og skabe deres egne meninger. Med MereZep – Et publikumsudviklings-projekt om teateroplevelsen for børn og unge vil vi forlænge teateroplevelsen for børn og unge ved at fokusere på tankerne, aktiviteterne og refleksionerne uden om forestillingen.

 

Illustration af hvordan Teatret Zeppelin bruger publikumsudvikling i projektet MereZep
MereZep skal afprøve tre forskellige tilgange, der kan hjælpe børn og unge med at reflektere, indgå i dialoger og skabe meninger omkring forestillingernes temaer.

 

MereZep – Et publikumsudviklings-projekt om teateroplevelsen for børn og unge er støttet af Augustinus Fonden.

 

Sparring til teaterprojekter

Står I med et teaterprojekt og har behov for sparring, så kommer vi løbende! I har måske brug for gode råd og vejledning til jeres teateropsætning; til instruktion, til skuespillet, til replikarbejdet, osv. fra professionelle teaterfolk. Det kan være alt fra et enkelt besøg til et længere forløb, en gang om ugen, eller i jeres opløbsperiode. Ring eller skriv om jeres behov for sparring, så tilrettelægger vi samarbejdet og bliver enige om en pris.

MÅLGRUPPE: Alle trin.

FAG: Drama, Dansk, mfl.

KONTAKT OG BOOKING
Kunstnerisk leder

Mie Brandt
mie@zeppelin.dk

Børn har ret

WORKSHOP OM RETTIGHEDER MED UDGANGSPUNKT I FN’S BØRNEKONVENTION

En nyudviklet workshop for 4.-10. klasse, der med drama- og refleksionsøvelser sætter børns rettigheder på dagsordenen.

‘Børn har ret’ giver eleverne mulighed for forståelse af, hvad der sker i verden ift. bl.a. flygtninge samt indsigt om menneskerettigheder.

Viden om rettigheder giver forståelse for problematikker, som ofte kan virke vanskelige og fjerne. Empati mindsker fordomme og muliggør løsninger. På workshoppen inddrages også elevernes egen hverdag, hvilket gør menneskerettigheds-problematikker håndgribelige og vedkommende.

‘Børn har ret’-workshoppen foregår i klassen  og varer 2 timer.

INSPIRATIONSMATERIALE TIL BRUG I UNDERVISNINGEN
Gratis materiale med opgaver og inspiration omkring workshoppen og emnet ‘børns rettigheder’.
Klik her for at downloade

MÅLGRUPPE: 4. – 10. klasse.

FAG: Historie og Samfundsfag, Klassens trivsel, mfl.

PRIS: 2 timers workshop på skolen 2500 kr.

KONTAKT OG BOOKING
Kunstnerisk leder
Mie Brandt
mie@zeppelin.dk

Om ZepZone

DRAMA, WORKSHOPS OG UNDERVISNING FOR ALLE MÅLGRUPPER

workshop
Elsker I drama lige så højt som os?

Vi kan slet ikke få nok. Når vi ikke lige står på scenen og spiller en af vores forestillinger for jer, så underviser vi i drama, laver workshops og udtænker nye spændende temaer og former for teaterrelateret tilbud til jer.

Alt dette kalder vi under ét navn ZEPZONE…

 

ZepZone er børn, unge og voksnes interaktive møde med teatret som omdrejningspunkt.

Det dramapædagogiske arbejde rykker positivt ved grænser, giver nye erkendelser for deltagerne uanset alder, spreder glæde og engagement og er et seriøst med- og modspil til de gængse undervisningsformer.

Vi har mange års erfaring med dramaundervisning og tilbyder flere former for teaterrelaterede aktiviteter som workshops, dramaforløb, projektudvikling og meget andet. Professionelle kunstnere fra alle kroge af teatrets verden står for tilrettelæggelse og undervisning under ZepZone. Vi kan komme ud til jer på skolerne, eller I kan komme til os. Vi vil altid gerne modtage ideer fra jer om fx temaer I kunne tænke jer at “jeres teater” arbejdede med.

Forneden på denne side kan I se forslag til drama-aktiviteter, blot som eksempler. Der er masser af andre designs til et dramaprojekt – det er faktisk kun fantasien, der sætter grænsen.

Ring, og lad os tage en uforpligtende snak om jeres ideer, ønsker og behov.

Klik her for at se video fra Workshoppen BRYD!

Bryd!

Vi er omgivet af normer. De fleste tilpasser vi os. Nogen bryder vi af og til. Andre bryder vi aldrig. Normer spiller en grundlæggende rolle for diskriminering og magtstrukturer. På workshoppen BRYD! sætter vi fokus på børn og unges forestillinger om, hvad de anser for normalt/unormalt.

Hvis vi selv omfattes af normen, tror vi ofte at der ikke findes grænser for hvad et menneske må være, føle og udtrykke – eftersom vi aldrig selv har brudt med en norm, og mærket konsekvenserne.

Vi forventes at finde det normalt, at piger er pigede og drenge drengede og tiltrækning opstår mellem drenge og piger. At bryde med normer om kønsroller og –identitet skaber angst hos mange, ikke for homoseksualitet alene, men i særdeleshed for utydelige kønsgrænser. Uden en klar grænse går det ikke at kategorisere – og vores kultur betragter kønnet som den altafgørende kategori (”blev det en dreng eller en pige?”).

På workshoppen BRYD! undersøger vi, hvordan vores hverdag er præget af disse kategorier – hvordan vi er tilbøjlige til at se verden gennem en bestemt linse. Vi vil igennem samtaler, gruppeøvelser og dramapædagogiske øvelser udfordre og udfolde normen og sætte den i spil ‘på gulvet’.

BRYD! er en dialogskabende og tankevækkende workshop om normer i almindelighed og heteronormativitet i særdeleshed. Med dramapædagogiske øvelser og samtaler udfordrer BRYD! normen og skærper elevernes evne til at analysere, reflektere over og agere i forhold til fordomme og diskrimination. BRYD! sætter fællesskab, ligestilling og demokrati på skoleskemaet!

BRYD!-workshoppen er målrettet udskolingens elever, varer 2 timer og foregår i klasselokalet.

MÅLGRUPPE: 7. – 10. klasse samt ungdomsuddannelserne.

FAG: Samfundsfag, Seksualundervisning, Historie, Klassens trivsel, mfl.

KONTAKT OG BOOKING

Kunstnerisk leder
Mie Brandt
mie@zeppelin.dk

 

Videoer fra BRYD!-workshops

 

 

Dramadag

En skuespiller møder op i klassen og gennem leg, dramapædagogiske øvelser og rollespil får eleverne en anderledes fælles oplevelse.

De dramapædagogiske øvelser og greb giver elever og lærer mulighed for at udfolde og undersøge de hierarkier, konflikter og mønstre som klassen har. Gennem kreativitet og leg bliver det tydeligt for den enkelte elev såvel som for gruppen, at forstå og måske forandre klassens problematikker og der igennem forbedre klassens trivsel.  Vi tilrettelægger øvelser og rollespil, som er relevant for den enkelte klasse i samarbejde med jer.

MÅLGRUPPE: Alle trin.

FAG: Drama, Dansk, Klassens trivsel, mfl.

PRIS: 2 timers workshop på skolen 2450 kr.

KONTAKT OG BOOKING
Kunstnerisk leder
Mie Brandt
mie@zeppelin.dk