Zeppelin logo

Far til vejrs med Alfons Åberg

Alfons vil så gerne lege, men far har for travlt til at lege med. Så Alfons gør alt, hvad han kan, for at få far med i legen. Det bliver til en masse sjove oplevelser og eventyr på en flyvende fantasi! Det bliver både til helikopterture til junglen, spøgelsesjagt og ruminvasion. Men pludselig er fars sidste lakridspibe på mystisk vis væk…

Alfons Åberg er en ener i nordisk børnebogslitteratur, og nu kan I nyde hans selskab i en skøn teaterforestilling for de 2-9-årige baseret på de originale Alfons Åberg-historier.

Forestillingen er en co-produktion mellem svenske Comedy Art Theatre, som står for den kunstneriske del, og Teatret Zeppelin, som står for den administrative del, herunder turnékoordinering.
Læs mere på catbørneteater.dk

Se spilletider ved at trykke på knappen ‘køb billet’ forneden.
NB! Nu ekstra forestillinger lørdage og søndage pga. stor efterspørgsel.

Turné
Både før og efter at have spillet stationært på Teatret Zeppelin den 22. november-3. december 2020 tager forestillingen på turné. Den kan bookes i sæson 2020-21 og 2021-22 af skoler, biblioteker, institutioner og andre ved at kontakte Teatret Zeppelin på tlf. 33220478 eller billet@zeppelin.dk

Villads fra Valby - sikker i trafikken

Villads bor i Valby sammen med sin mor og far, sin storesøster Amalie og sin nye baby-lillesøster. Han er en helt almindelig dreng, og selvom han sommetider får skæld-ud, laver han aldrig ballade med vilje. En dag beslutter han sig for, at han vil hjælpe sin mor med at købe ind. Men det skal være en overraskelse, så han fortæller hverken hende eller far om det. Hans bedste ven, Frida, vil meget gerne med, så mens Villads’ mor sover til middag med lillesøster, lister de to venner ud af huset. Villads ved godt, at man skal passe på ude i trafikken, og han har lært at se sig rigtig godt for. Men når man er Villads fra Valby og sprængfyldt med gode ideer, så går tingene aldrig helt som planlagt.

Villads figuren er brugt i Børneulykkesfondens kampagner for trafiksikkerhed – bl.a. i bogen “Sikker i trafikken”. Forestillingen byder på musik, sang, sjov og spænding for hele familien – og er samtidig en lærerig oplevelse for vores yngste trafikanter, der fra deres pladser får lov at hjælpe Villads, så han kommer hjem igen i god behold.
“Villads fra Valby – sikker i trafikken” er skabt af samme kreative hold som de seneste sæsoners mest populære familie og skoleforestillinger “Vitello” og “Villads fra Valby”.

Forestillingen kommer igen på landevejen i efteråret 2021.

 

Den måde du hærger mig

Ligger en voldtægtsmand på lur i en busk? Sker en voldtægt på vej hjem fra byen? Og hvis du tager den hullede mormor-strikkede-rullekravesweater med indtørret karrysovs på, kan den så ikke beskytte dig mod voldtægt?

Aldrig før har der været så meget fokus på seksuelle krænkelser og dets konsekvenser, som der er nu (hvilket for-dælen-dulme-da også var på tide tbh). Men alligevel formår vi at vandre i blinde med forsimplede opfattelser, fordomme og stereotyper hængende ned ad os som 11-taller ud af næsen.

Derfor bliver du introduceret for den populære pige, Sif #independentwoman, der sammen med, sin #bestfriend4ever, Caroline prøver at overleve gymnasietiden, ved at kæmpe for at stå øverst på podiet.

Lidt længere nede i det gymnasiale-popularitets-hierarki møder du Victor #basic, der lever i skyggen af sine bois #gutterne.

Da Sif og Victor havner til samme nytårsfest vender det op og ned på deres liv.  Sifs verden syntes at krakelere for øjnene af hende, mens Victor bliver forfulgt af presset om at være den ultimative mande-mand #rigtigemændgræderikke

En tragikomisk fortælling om en handling ingen fortjener: At få frarøvet sin krop pga. en andens vrede. En forestilling der tager dig tæt på både voldtægtsmanden og voldtægtsofret, i en sag hvor fordomme kun er til for at spænde ben for sandheden.  #rapeawareness

RADIOINDSLAG OM FORESTILLINGEN
Uni Radioen har haft besøg af manuskriptforfatter Laura Hogriffe, instruktør Heidi Duus og skuespiller Isabella Lerche fra PT Teater til en snak om ‘Den måde du hærger mig’.
Hør indslaget på ca. 14 min. her.

OBS! 
ARTIST TALK  efter forestillingen tirsdag d. 7.9. kl. 19.30.
Mød instruktør, manuskriptforfatter og skuespillere til en snak om bl.a. Rape Awareness, METOO samt Victim blaming.
Gratis for alle med billet til aftenens forestilling. Forventet varighed 30 min.

_________

OM PT TEATER
PT Teater er en teaterforening, der fokuserer på det relevante. Forestilling “Sluk lige lyset! “tematikker som sorg, kærlighed og fordomme. Er der kun én måde at sørge på? er der en grænse for hvor ked af det man må være?

Antons Sten

En dag får Anton øje på en sten. Den ser ensom ud – og den er kold. Hjemme giver han stenen en seng og putter den. Snart er der sten overalt – selv i kaffekanden!

En dag tager familien på strandtur. Stenene skal med. Anton opdager hvor dejligt stenene har det og beslutter, at de skal blive på stranden. Men så ligger der lige en lille pind ..

“Antons Sten” er en hyldest til barnets fantasi, empati og handlekraft – baseret på Lotta Geffenblads prisvindende bog. Anton lytter til verden og publikum lytter med i et musikalsk, varmt og ordløst univers. Scenografiens rødder i Geffenblads levende grafik danner en sanselig og tryg ramme, hvor dukkerne er en sjov, finurlig familie at være i stue med.

Den Lille Prins

MERE END 30.000 SOLGTE BILLETTER!
Med mere end 250 forestillinger og stor efterspørgsel på at se eller gense succesen, genopsætter Teater Next nu det forunderlige eventyr om den lille prins, der på sin dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden og livet at kende. På turen møder han bl.a. den herskersyge konge, forretningsmanden, der er begærlig, og drankeren, der drikker for at glemme, at han er flov over at drikke. Han møder også en talende blomst og en ræv, der gerne vil være tam, og som lærer ham, at det kun er med hjertet, man kan se klart.

Tag hele familien i hænderne og se en af verdenslitteraturens mest elskede historier omsat til teater med masser af levende musik, sang og humor.

Billetsalget har vist at forestillingen også er et sikkert hit for mange voksne uden børn som ledsagere.

OBS: Uegnet for børn under 6 år.

Forestillingen er refusionsgodkendt af Statens Kunstfond.