Zeppelin logo

17. november 2020

Pressemeddelelse: Mio, min Mio (2020)

mere end bare børneteater - teater for børn og deres voksne - stærk nyopsætning af Astrid Lindgrens klassiker
foto: Zuhal Kocan. Fra forestillingen Mio, min Mio af Teatret Zeppelin

En fantasirejse fra ensomhed til fællesskab


Teatret Zeppelin åbner op efter corona-nedlukningen med en stor nyopsætning af Astrid Lindgrens elskede klassiker Mio, min Mio. Forestillingen om den ensomme dreng Bo, der finder et fællesskab og et formål i Landet i Det Fjerne, taler ind i den virkelighed, som mange børn lever i lige nu.

Mio, min Mio spiller fra den 26. september til den 14. november 2020 på Teatret Zeppelin på Vesterbro i København. Forestillingen er for alle fra 7 år og spiller også i efterårsferien.

På Teatret Zeppelin har der været mange forberedelser til den længe ventede genåbning. Med bedre skiltning, udbredt adgang til håndsprit, ekstra rengøring og en række andre tiltag er teatret nu klar til at byde publikum trygt velkommen til Mio, min Mio.

Fra den grå hverdag til Landet i det fjerne

Bo bor hos sin onkel og tante i Stockholm, hvor han er meget ensom og ikke føler sig elsket. En nat forlader han sin grå hverdag og rejser til Landet i Det Fjerne, hvor han bliver Prins Mio og møder sin rigtige far Kongen. Med sin bedste ven Jum Jum og en række andre hjælpere ved sin side bliver han pålagt en vigtig mission – han skal redde landets børn fra den onde ridder Kato, som har forvandlet dem til sorgfugle. Mio må finde sit mod og ikke mindst en ven eller to for at besejre ondskaben.  

Særlig aktuel netop nu under coronakrisen

Historien om en drengs kamp mod usikkerhed og ensomhed vil nok vække genklang i mange af os – især i disse tider hvor coronakrisen stadig hærger. Netop denne fortællings evne til at vække genklang hos publikum er vigtig for kunstnerisk leder Mie Brandt: ”Publikum skal kunne genkende sig selv i værket, og det er netop nogle meget almenmenneskelige følelser, der er på spil i denne forestilling. Alle børn kan genkende de følelser af ensomhed og savn, som Bo har.”

Forestillingen behandler nogle grundlæggende spørgsmål om ensomhed, sorg, fantasi og venskab, og den gør det med en storslået scenografi, levende dukker og et sanseligt lydbillede, så børn og voksne uundgåeligt bliver draget ind i fortællingen.

Nordisk kulturarv for børn såvel som voksne

Astrid Lindgren har en unik evne til at tage børn alvorligt og skrive med dyb indlevelse og stor respekt. Hendes fortællinger er rodfæstet i den nordiske kulturarv, og temaerne bliver ved med at være relevante ikke bare for børn, men også for voksne og skabe grobund for givende samtaler mellem generationer.

FAKTA

Spilleperiode: 26. september – 14. november 2020
Sted: Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, KBH V
Spilletider: Man, ons & fre kl. 10:00, tirs & tors kl. 9:45 & 12:15, lør kl. 13:00 & 15:30.

Spilletider i efterårsferien:  Man, ons & fre kl. 13:00, tirs & tors kl. 10:30 & 13:00, lør 13:00 & 15:30
Billetter: tlf. 33220478 eller billet@zeppelin.dk eller www.teaterbilletter.dk

Medvirkende: Laura Skjoldborg, Patrick A. Hansen, Anton Hjort Nielsen, Mie Brandt, Nis Bank-Mikkelsen
Instruktør: Amanda Linnea Ginman  |  Scenograf: Aleksandra Laura Lewon
Øvrige kunstneriske hold og mere info om forestillingen: se www.zeppelin.dk/forestilling/mio-2020


Forestillingen er støttet af:

Den A.P. Møllerske Støttefond | William Demant Fonden | Grete og Sigurd Pedersens Fond | Knud Højgaards Fond | Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond | Nordea Fonden |Københavns Scenekunstudvalg | BUPL’s Solidaritets- og Kulturpulje | Åben Skole KK

Mere info: Kontakt Adm. leder Lasse Frank, tlf. 22301964  /  lasse@zeppelin.dk

Pressefoto, fotograf: Zuhal Kocan – klik her