Af Emma Asmussen, dramaturgistuderende og i praktik på Teatret Zeppelin i forbindelse med sin kandidatuddannelse.

I denne interviewartikel om auteur-metoden med kunstnerisk leder Mie Brandt, bliver vi klogere på denne særlige form for udvikling af stærke teaterforestillinger.

Teatret Zeppelins kunstneriske leder, Mie Brandt, gik fra 2011-2013 på Auteur-uddannelsen ved Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred. I 2015 skabte Mie sin første auteurforestilling på Teatret Zeppelin, Under Haadys skjold, i 2019 Mælkebøttereglementet, og i marts 2025 har teatret premiere på ROD, teatrets tredje auteurforestilling i trilogien “Børn uden voksne”.

Styret kaos fra det personlige indre

Jeg træder ind på Mies kontor, hvor opslagstavler dækket med billeder og noter fylder væggene. Et stort hjul demonstrerer dramaturgien i Teatret Zeppelins nye forestilling ROD, som er under udvikling netop nu og har prøvestart og premiere efter årsskiftet. Ved første øjekast ser det kaotisk ud, men hvert billede og post-it note på hjulet er nøje placeret og viser et lille fragment af det univers, Mie er ved at skabe. Hun smiler til mig over en kop kaffe, klar til at svare på spørgsmål om, hvad auteur-metoden er og kan for hende.

Mange vil kende begrebet auteur fra filmens verden, hvor auteuren (instruktøren) betragtes som den primære kreative kraft bag et værk. Auteuren sætter sit personlige præg på værket i en grad, så det tydeligt bærer vedkommendes unikke “fingeraftryk.” Auteur-begrebet hos Mie adskiller sig ved at vægte kollektiv skabelse. Metoden er ikke et systematisk sæt af trin, som anvendes for at opnå et bestemt mål, men en værktøjskasse fyldt med redskaber til at skabe ud fra sig selv. Materialet kommer indefra, det er personligt, og det beder auteuren også resten af holdet om at være.

“Med de rigtige greb har vi alle sammen en strøm af materiale. Vi skal ikke opfinde det – det er der allerede. Jeg mener, det skal komme fra hjertet – ellers synes jeg simpelthen, det er ligegyldigt. “

Selvom Mie som auteur samler og strukturerer materialet og har det overordnede ansvar for forestillingen, bygger hele processen på det kollektive arbejde. Værket skabes sammen, og i den proces er alle på lige fod. Mies auteurmetode handler ikke om hierarki, men om ligeværdige funktioner og samarbejde.

”Hierarki har det med at lukke ned for kreativiteten, man bliver tilpasningsdygtig og i værste fald passiv.”

Hvad kræver auteur-metoden af de medvirkende?

Mie fremhæver resonans som et nøgleord inden for auteur-metoden.

”Vi er alle sammen mennesker, og vi er nogenlunde ens.”

Hvis det materiale, der udvikles i fællesskab, ikke vækker resonans – eller dissonans, så ved hun, det skal ud. I den arbejdsform får alle medvirkende et stærkt medejerskab af forestillingen, fordi de bidrager med noget af personlig betydning.

“Jo mere man tør byde ind med sine personlige fortællinger, jo stærkere bliver ejerforholdet og forestillingen.”

Mie understreger dog, at auteur-metoden ikke handler om terapi. Hun forsøger ikke at løse folks problemer, men bruger fortællingerne til at skabe materiale, der vækker resonans. De medvirkendes fortællinger bruger hun aldrig i deres oprindelige form, og aldrig på en udleverende måde. Alligevel kræver det mod at deltage i en auteur-forestilling – skuespillere skal turde sætte deres egne følelser på spil. Mie læner sig frem i stolen, idet hun siger:

“Man kan ikke ansætte en skuespiller, der ikke vil det – det blokerer hele processen, hvis nogen ikke vil dele det, der betyder noget for dem. Så genererer vi ikke materiale.”

Hvad betyder den kollektive proces for det endelige resultat?

“Egentlig er det jo et spørgsmål til publikum, men jeg tror, de kan mærke, hvor meget bund der er i det. Skuespillernes ejerfornemmelse og engagement i forestillingen kan ses og mærkes. Jeg tror, det er meget intenst at opleve sådan en forestilling. Det handler om, at nogen virkelig har noget på hjerte.”

Hvilke tematikker optager dig som auteur?

Mie skæver til dramaturgihjulet, som er fyldt med tegninger af Rod og Billie, der tumler rundt i et gammelt baneterræn.

“Temaet om børn uden voksne har jeg hentet i mig selv. Hvis man har ét tema i livet, så er det mit.”

Mies stemme ændrer sig. Det her emne ligger hende dybt på sinde, og hun fortæller mig at hendes egen opvækst var præget af lavt selvværd, uro og angst. Nu er det den “ursuppe,” hun henter inspiration fra. Mie ønsker at nå de børn, der står uden voksne. Gennem empati og forståelse for deres situation bruger hun sine egne erfaringer til at skabe forestillinger, der vækker resonans.

“Det er det, jeg har på hjertet. Jeg vil sige til børn: Stol på mig, når jeg siger, at du godt kan klare det.”

Hvilke udfordringer ser du ved auteur-metoden?

Mie griner og læner sig tilbage i stolen.

“Hvis du ikke kan tåle kaos, så skal du ikke gøre det.”

Hun gør det klart, at auteur-metoden kan være krævende, især for dem, der har svært ved at arbejde uden en klar plan eller en fast struktur. Metoden kræver engagement og tillid til egne kreative ressourcer – og desuden et hav af tid og research, som det tilklistrede kontor vidner om.

”Hvis du vil arbejde sådan her, skal du mene det. Turde være transparent og sige: ‘Jeg har ikke løsningen endnu.’ Egoet må blive hængt på knagen uden for døren.”

Hvordan ved du, når materialet er færdigt?

“Når vi har premiere, er det færdigt – eller der, vi nåede til.”

Det samme gælder for ROD, som har premiere 1. marts 2025 og spiller frem til 28. marts. Forestillingen handler om to børn og deres kamp for at finde deres plads i en verden, der vender dem ryggen. Temaet og fortællingerne henter Mie fra sig selv og de medvirkende. Allerede nu ser hun konturerne af en forestilling og har en klar vision, men hvordan det hele ender, er stadig uvist.

Processen er i fuld gang og jeg glæder mig til når tæppet går op d. 1. marts.

.

Læs mere om forestillingen ROD her.

Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores artikelside, hvor du finder indlæg skrevet af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler

Af Louise Borcher Petersen, teatersekretær og undervisningsmaterialeudvikler på Teatret Zeppelin og uddannet skolelærer

.

Teatret Zeppelin besøges hvert år af flere tusinde børn og unge, som får en scenekunstnerisk oplevelse af unik kvalitet – for nogles vedkommende deres allerførste møde med professionelt teater. Et godt og gennemtænkt undervisningsmateriale kan være med til at give teateroplevelsen yderligere værdi for de elever og lærere, der besøger teatret på en skoleudflugt.

På Teatret Zeppelin ser de besøgende opsætninger af forestillinger i fuld størrelse – det vil sige, at de oplever scenekunst med lys, lyd, scenografi og virkemidler som på de større scener, men med intimiteten bevaret. Vi laver forestillinger om det, som optager os allermest; at være et menneske i evig udvikling, om det svære, om det sjove og det magiske i tilværelsen. Vores forestillinger er for alle børn fra typisk 7 år+ og deres voksne – og dermed i særdeleshed skolepublikummet, som vi sætter en kæmpe ære i at give store og uforglemmelige oplevelser, der kan sætte gang i nye tanker og idéer hos dem.

Potentialet i selvrefleksion

For nogle af de her børn er det som nævnt første gang, de besøger et teater med lyslevende skuespillere på scenen, for andre er det en fast begivenhed at gå ind i en teatersal og se fortællinger opstå ud af stemmer, kroppe, lys, lyd og rekvisitter i ét fælles her-og-nu øjeblik.

En overvejende stor del af disse børn har ikke selv valgt den forestilling, de kommer for at opleve. Hermed ikke sagt, at de ikke er modtagelige for den scenekunstneriske oplevelse, tværtimod. De fleste børn og unge er opstemte, nysgerrige og forventningsfulde, når de ankommer. ”Nu sker der endelig noget!” – langt væk fra klasselokalet.

Deres lærer har lagt kræfter i at udvælge forestillingen, købe billetter og arrangere klasseturen. Hver lærer har sine egne kriterier for at vælge, hvilken forestilling, eleverne skal opleve. Måske passer forestillingens tema særligt godt ind i årsplanen, eller måske trænger klassen til at lave noget, der både styrker det sociale og det faglige?

Uanset hvilken begrundelse, der ligger bag, ser vi det på Teatret Zeppelin som en af vores fornemmeste opgaver at sørge for, at alle børn og unge på et eller andet tidspunkt under forestillingen har en følelse af at have mødt sig selv. Som i ”lige dér var jeg! Det var mig, hun talte til. Det har jeg også følt/savnet/erfaret/frygtet…”

Den vigtige selvrefleksion, som opstår i mødet, indeholder et kæmpe potentiale, som rækker langt ud over underholdningsværdien i en forestilling. Det er den selvrefleksion, som vi forsøger at understøtte med vores undervisningsmateriale. Vi mener kort sagt, at børnenes oplevelse af forestillingen er for vigtig til at undlade at åbne mere op for.

Fælles sprog om scenekunst men plads til individuelle oplevelser og udtryk

”Hvad hedder filmen, vi skal se?”, spørger børnene af og til, når vi møder dem i døren ved deres ankomst. Der er ingen tvivl om, at børns opmærksomhed i stor grad er rettet mod de digitale medier, og at børnene er fuldt ud fortrolige med disse mediers genrebegreber og virkemidler.

Med en teaterforestilling som medie forholder det sig anderledes. Det er ikke en forudsætning at kunne tale om scenekunst i de rigtige termer eller kende de forskellige dramagenrer, men det kan være en hjælp eller en øjenåbner, der kan kvalificere børnenes indlevelse, oplevelse og sansning.

I vores undervisningsmateriale giver vi altid en form for indsigt i selve tilblivelsen af forestillingen, og i materialet undersøger vi sammen med børnene de sceniske virkemidler og sceniske greb. Alt sammen så børnene får en indsigt i alt det, der ligger uden om den teaterforestilling, de ser på scenen. Herunder en viden om de professionelle kræfter, der har produceret og truffet en masse valg, så outputtet bliver lige præcis på ønskede måde. Og ikke mindst hvilken forskel og effekt, de forskellige sceniske virkemidler har. Det er praktisk at have et fælles sprog og en reference, der også kan bygges på til fremtidige erfaringer med teateroplevelser!

Den røde tråd i undervisningsmaterialet

Men helt centralt og som en rød tråd gennem undervisningsmaterialet står ønsket om at læringsaktiviteterne tager udgangspunkt i børnenes egne indtryk og sansning, som gennem kreative og skabende øvelser bliver til æstetiske udtryk og læring. Lidt forsigtigt kan man måske sige, at børnene arbejder med delkomponenter fra devising-metoden, som flere af Teatret Zeppelins værker, er skabt ud fra. Det kan fx være skuespillerne, der som et start-afsæt byder ind med et individuelt resonansrum, der indeholder tanker, billeder og følelser i forhold til en given forestillings tema, koncept eller idé, og ud fra det skaber man sammen forestillingen.

Et eksempel på en læringsaktivitet i undervisningsmaterialet er fremstillingen af vue boxes (se billederne herunder). Børnene laver en vue box, som fremstiller hjem og hjemfølelse for dem. De skal forsøge at tænke abstrakt, så de ikke bare kopierer en model af deres hus. I stedet skal de skabe et rum, der indeholder symboler og betydningsfulde elementer, der karakteriserer hjem og hjemfølelse for dem. Børnenes vue boxes er således visualiseringer af en følelse, idé eller stemning, som skabes gennem et kreativt arbejde. Børnene får en følelse af ejerskab og får hands-on erfaring med virkelige arbejdsmetoder fra teaterverdenen, mens de skaber deres egne små unikke produkter, der sætter gang i diskussion og refleksioner fra deres eget liv og erfaring.

Eksempler på vue boxes (beskrevet ovenfor). Klik på et billede for at forstørre det.

Drama som kropslig og involverende metode

At bringe børnenes kropslige læring i spil er oplagt. Undervisningsmaterialerne lægger op til varierede dramaøvelser, hvad end de bruges som en igangsættende aktivitet for at få skabt et trygt og tillidsfuldt læringsrum – eller de bruges som metode til at bearbejde børnenes oplevelser af forestillingen og dens temaer. Det handler om få børnene til at arbejde med kroppen og sanserne for at opnå en dybere forståelse af nogle af de menneskelige problematikker i værket, men i høj grad også opnå en forståelse af dem selv og andre. Af børnene kræver det mod, nysgerrighed og åbenhed over for hinanden.

Vi ved også, at dramaarbejdet kræver kendskab til børnene, gruppedynamikken og kulturen i klassen. Alt sammen noget, som læreren har fornemmelse for. Tilbage står ofte den tidsmæssige udfordring for lærerne, for dramaarbejde tager tid at facilitere; at finde roen, at finde formen og ikke mindst finde tid til at evaluere på øvelserne i klasserummet. Den udfordring forsøger vi at imødekomme ved at have tydelige mål, tidsangivelser og forklaringer for hver dramaøvelse i undervisningsmaterialet.

Vi er klar over, at dramaarbejde i klasserummet ikke altid går som forventet og kan være en udfordring. Men når det går allerbedst, giver det til gengæld børnene en helt unik mulighed for indlevelse, samarbejde, og måske en oplevelse af at have et socialt handlerum, der kan forandre én selv og andre.

Respons fra klasserummet – lad os endelig høre jeres erfaringer!

Hvis du har erfaringer med at anvende vores undervisningsmateriale i praksis eller har lyst til at dele nogle af børnenes værker, hører vi meget gerne fra dig! Det kan være til stor inspiration for andre lærere og os.

Husk at vi udover undervisningsmateriale til vores forestillinger også tilbyder målrettede workshops og dramaundervisning for alle målgrupper. Læs mere om det her.

.

Find Teatret Zeppelins undervisningsmateriale her. Du kan også finde link til det på den pågældende forestillings side på vores hjemmeside.

Seneste undervisningsmateriale (januar 2024) er til forestillingen TOVE – se det her.

——————–
Andre gode links
Forberedelser til at se teater med børn – info og tips
Kommende forestillinger på Teatret Zeppelin – vores aktuelle sæsonoversigt
Praktisk info for skoler – nyttige oplysninger ifm. skoleudflugt til Teatret Zeppelin
Teatertur.dk for skoler og institutioner – oversigt over skolerelevant teater i og og omkring KBH