Zeppelin logo

USYNLIG

En ungdomsforestilling fra 13 år om at være ung pårørende til en psykisk syg forælder.

2. - 6. april 2024

★★★★★
“Forestillingen giver en nødvendig stemme til mange børn og unge med psykisk syge forældre”

Kulturnyt, d. 20.2.2024

 

“Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.”

Teateravisen, d. 21.2.2024

 

Om forestillingen

Maja lever i en verden af konstant frygt for, hvad der sker om et øjeblik. En verden fuld af uforudsigelighed, for hvordan har mor det mon i dag? Ligger hun på sofaen i mørket, eller danser hun rundt med støvsugeren og har købt nye plastikmøbler, inden solen overhovedet er stået op?

Ingen ved helt, hvad der er galt med mor, og ingen spørger ind… Omverdenen spiller bare med på ‘alt er okay’. ”Godt, din mor har dig”, siger hendes fortravlede lærer. Og da Maja står med sin meget syge mor, bliver de afvist i døren til psykiatrien med ordene: ”Desværre, du må tage din mor med hjem igen, vi har overbelægning.” Selv Majas bedste ven ved ikke, hvor svært det faktisk er…

USYNLIG handler om at være ung pårørende til en psykisk syg forælder. Om følelsen af at have en døgnåben alarmcentral placeret direkte i hjertet, maven og knoglerne. USYNLIG italesætter med nænsomhed og omsorg den ensomme og isolerende oplevelse, det er at være pårørende til en usynligt syg forælder. Sådan at flere begynder at forstå, og flere bliver bedre forstået.

USYNLIG er en del af hvid støjs undersøgelses- og udviklingsprojekter med fokus på mental sundhed blandt børn og unge, der bl.a. har resulteret i forestillingerne ”Spil Død” om angst blandt børn og unge og ”CUT//” om cutting særligt blandt unge piger.

Forestillingen er egnet fra 13 år.

GRATIS FAGLIGT EVENT

– om hvordan man arbejder med børn & unge, der er pårørende til psykisk syge familiemedlemmer

Onsdag den 3. april 2024 inviterer hvid støj til Fagligt Event for lærere, pædagoger, studerende og andre fagligheder med interesse i, hvordan man i sin professionelle praksis arbejder med pårørende børn og unge til psykisk syge. Vi ser først forestillingen USYNLIG, og herefter er der et dialogbaseret fagligt oplæg ved SIND Rådgivning.

Vi ved, at tematikken rummer mange dilemmaer og udfordringer. Derfor er det dialogbaserede oplæg skruet sammen med udgangspunkt i at give plads til det, der fylder for jer som fagpersoner.

Information
Onsdag den 3. april kl. 12:30, 2024
Sted: Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15
Tid: kl. 12:30-15:00 (Estimeret)
Som fagperson kan du deltage GRATIS i forestilling og oplæg.
For tilmelding skriv en mail til billet@zeppelin.dk
– oplys institution og funktion ved tilmelding

Læs mere om eventet her.

_____________________

FORESTILLINGENS SPILLETIDER

Tirsdag-fredag: 10:00 & 12:30
Lørdag: 13:00 & 15:30

Klik på KØB BILLET forneden for overblik over ledige spilletider.

Aldersgruppe: Fra 13 år

Varighed: 60 min.

ANMELDELSER

TEATERAVISEN
“Det, som skaber koncentration, er både teksten og spilarrangementerne, som er fokuserede og samtidig båret frem af et drive i iscenesættelsen og et nærvær fra de tre medvirkende. Betina Nydal, Mette Kjeldgaard Jensen og Nanna Bech signalerer meget tydeligt et troværdigt engagement i at formidle forestillingen til akkurat det publikum, som sidder i salen.”
–  Kirsten Dahl, d. 21.02.2024

★★★★★ KULTURNYT
“Forestillingen ‘Usynlig’ har et fint hjerte for et stresset barns problemfyldte dagligdag. Temaet er skildret med varm humor, let absurditet i dialogerne og blød musikalitet (…) Forestillingen giver en nødvendig stemme til mange børn og unge med psykisk syge forældre”
– Lita Domino, 20.2.2024

Gæstespil af Hvid Støj Sceneproduktion

Medvirkende: Betina Nydal & Mette Kjeldgaard Jensen
Idé: Charlotte Ladefoged
Dramatiker: Charlotte Ladefoged
Instruktør: Charlotte Ladefoged
Lysdesigner: Morten Ladefoged
Lyddesigner: Morten Meilvang Laursen
Kostumedesigner: Marianne Meyer
Komponist: Nanna Bech
Visuals: Kim Glud
Grafik: Pernille F. Klausen
Teaterbygger: William Højbjerg
Rekvisitør: Amanda Axelsen
Producent og PR: Rikke Baes-Carlsen
PR & markedsføring: Or-Emilie Yonah
Producent: Hvid Støj Sceneproduktion
Arrangør: Hvid Støj Sceneproduktion

 

Samarbejdspartnere:
Teatret Svalegangen, SIND Rådgivning, Børnekulturhuset Aarhus, pædagoguddannelsen ved VIA University College, Bedre Psykiatri lokalafd. Aarhus, Cand.psyk. Ingrid Christiansen.

 

Støttet af:
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst
Aarhus Kommune
Spar Nord Fonden
Augustinus Fonden
Axel Muusfeldts Fond
Hoffmann og Husmans Fond
Børnekulturhuset Aarhus
BUPL’s Solidaritets-og Kulturfond
Driftsorganisationen Godsbanen

 

En STOR tak til: Rikke Lylloff, Louise Thrane, Gustav Andreas Berg, hvid støjs bestyrelse; Mette Bjærge, Lone Hedegaard Kristensen og Ebba Bertelsen, Opgang 2, Bora Bora og Teater Refleksion.