Året der gik 2024
…og nytårsønsket, der ikke måtte siges højt?
…
Teatret Zeppelin kigger tilbage på året, der gik – det positive og det negative – i denne nytårshilsen, der måske puster sig op til en slags nytårstale. Som en farverig og dog alvorlig ballon (hvis det findes?). Lad os se tilbage på året der gik, men ligeså meget frem på tiden, der kommer. For børnenes skyld!
…
Af Lasse Frank, adm. leder af Teatret Zeppelin
Læsetid: 3 minutter
2024 har været et år med forandringer og nye udfordringer i horisonten for Teatret Zeppelin. Det har også været et år med publikumssucceser på scenen. Om lidt går vi vores første år som støttet teater uden for Lille Storbyteaterordningen i møde. Det er både en god ting for teatrets fortsatte drift og et ukendt land, vi skal finde stabilt fodfæste i.
Vi måtte i 2024 også sige farvel til Åben Skole-ordningerne, der tidligere hjalp os effektivt med at åbne teaterdørene for børn fra alle samfundslag. Det har været en svær udfordring at se disse muligheder forsvinde. Især når vi ved, hvor meget en teateroplevelse kan betyde for børn og unge.
Hvad vi ser tilbage på
Alligevel har 2024 også været et år fyldt med nye sejre og glædelige øjeblikke. Vi kan med stolthed se tilbage på:
– Et brag af en sæson med fulde huse og positive publikumsreaktioner på TOVE og Mio, min Mio. TOVE havde en belægningsprocent på 81,7 %. Mio, min Mio på 94,6 %. TOVE, som vi co-producerede med Teatret Masken, blev hædret med storrosende anmeldelser, en Reumert-nominering, prisen som sæsonens bedste B/U-forestilling hos CphCulture og prisen for bedste manuskript i Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2024.
– Det store fokus på vores værtskab for gæstespil og samarbejde med kunstnere, der deler vores passion for børne- og ungdomsteater. I 2024 havde vi syv gæstespil af syv forskellige teatre i huset. Desuden fire artists in residency-forløb for vækstlaget i scenekunstmiljøet faciliteret af HAUT.
– De kreative forbedringer af vores rammer her på teatret – nye systuefaciliteter, en opgraderet skuespillergarderobe samt ny skuespiller-lounge og et totalrenoveret værksted, der allerede summer af aktivitet.
– Den høje prioritering af et godt, sundt og socialt arbejdsmiljø i både faste stab og på de kunstneriske hold. Vi er få ansatte med mange kasketter på hver. Vi er nødt til at løfte mange opgaver inhouse. Så vi har travlt. Men gevinsten ved dét kommer i form af et stærkt sammenhold og stor personlig medejerskabsfølelse i alt, vi producerer og arbejder for.
– Tildelingen af en Scandinavian Business Award 2024 til Teatret Zeppelin i kategorien ’Best All-Ages Theatre in Copenhagen’ – en international anerkendelse af vores forretningsmodel, børnesyn og tilgang til scenekunstproduktion, som vi er meget stolte af.
…
Men… kommer fremtidens teatergængere ud af det blå?
Trods succeshistorierne er der også plads til refleksion. Vi har igen igen mærket, hvordan de mange flotte ord om vigtigheden af teater for børn ofte ikke bliver omsat til handling. Vi mærker, hvordan livet som teater med børn som hovedmålgruppe kræver både vilje og kreativitet for at klare sig i et system, der sjældent prioriterer B/U-teatrene på lige fod med teatrene, der spiller for voksne. Vores virkelighed afspejles stadig ikke i de økonomiske hovedbevillinger, der kategorisk holdes på et lavere niveau end bevillingerne til teatre for voksne – selvom vi arbejder under de samme overenskomst- og produktionskrav, de samme hastigt voksende huslejeniveauer, de samme forventninger til ambitiøs, passionsdreven professionalisme. Det er en skævvridning, vi ikke kan og ikke bør ignorere.
Derfor slutter vi året af med et ønske for 2025:
Skal vi ikke gøre det til året, hvor vi sætter politisk handling og konkret bæredygtighed bag de mange ord om den vigtige betydning af teater for børn? Også for fødekæden i branchens skyld. For hvor skal fremtidens voksne teatergængere ellers komme fra, hvis ikke fra dem, der oplever professionel scenekunst og dans som børn? Lad os gøre det til året, hvor vi prioriterer de yngste publikummer – og deres ret til store, livsbetydende kunstoplevelser – lige så højt som de voksnes.
Vi takker jer, vores trofaste publikum og samarbejdspartnere (nye såvel som gamle), for at I deler vores passion. Vi ses i 2025 – på og bag scenen!
Godt nytår!
…
Tre politiske initiativer, vi glæder os til at følge i 2025
- Kulturpas for unge. Aftalen er forhandlet på plads i Folketinget, og missionen er klar: at få flere unge ud at benytte kulturlivets tilbud. Selvom der ikke er tale om børn, men unge, der kan tage af sted uden voksen ledsager, bliver det interessant at følge, hvilke erfaringer og refleksioner de unge gør sig i mødet med bl.a. teater.
. - Børnekulturhovedstad København. Visionen ligger i navnet. Kulturborgmester Mia Nyegaard vil give Københavns mere end 60.000 skolebørn bedre ”muligheder for at blive begejstret og inspireret af kunst og kultur”. Hvordan det mere konkret skal udmøntes, bliver spændende at finde ud af.
. - Åben Skole-alternativ. Lukningen af Åben Skole-puljerne gør det modsatte af ovenstående vision om at åbne op for mulighederne for børns møde med kultur. Så hvad mon skal træde i stedet for Åben Skole for at sikre københavnske elevers møde med det slaraffenland af professionelle kulturinstitutioner, vi har i København?
.
Billeder fra året der gik
Se udvalgte billeder fra Teatret Zeppelins 2024
.
Om Teatret Zeppelin: Hvem er vi? Læs her
Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores artikelside, hvor du finder indlæg skrevet af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler
Lignende indlæg:
Året der gik 2023 på Teatret Zeppelin (VIDEO)
Året der gik 2022 på Teatret Zeppelin (VIDEO)