Zeppelin logo

Snedronningen

Højt mod nord, i en by fjernt fra al anden civilisation på kanten af den iskolde ødemark, ligger et hotel. Her bor hjertevennerne Kay og Gerda, og alt er trygt og godt lige indtil den pludselige ankomst af et magisk spejl, som ingen ved, hvor kommer fra. Spejlet viser sig at være en port ind til en anden verden – Snedronningens iskolde univers, hvor alle ens inderste drømme og ønsker går i opfyldelse, men for en pris…
Snart bliver det tydeligt, at der er noget på færde! Hotellets gæster opfører sig højest mærkværdigt, og da Kay også begynder at opføre sig underligt, og til sidst forsvinder helt, går det op for Gerda, at alt ikke er som det bør, og hun beslutter sig for at få sin ven tilbage, koste hvad det vil! Med et mod, som kun et barn kan besidde, rejser Gerda ind i spejlets verden, hvor hun udsættes for den ene prøvelse efter den anden. Snedronningens verden ligner Gerdas verden, men det hele er alligevel lidt ved siden af, og nu handler det for Gerda om at finde hoved og hale i det hele! Dem, der før var hendes venner, er hun ikke længere tryg ved. Den eneste hun kender her, er sig selv, eller gør hun?

Oplev Snedronningen i original Zeppelinsk fortolkning, fuld af eventyrmystik, stærke visuelle oplevelser og et stort og broget persongalleri helt i H.C. Andersens ånd. Denne moderne opsætning af en enestående klassiker er en stor fortælling om venskab og kærlighed og om personlig forandring, som indtager en særstatus i blandt HCA værker.

Holdet bag 
Kunstnerisk leder og skuespiller Mie Brandt har dramatiseret H.C. Andersens store novelle med dramatiker Jokum Rohde som konsulent. Instruktør Mikkel Flyvholm, der stod bag opsætningen af Klimatopia på Zeppelin, iscenesætter Snedronningen. Kay og Gerda spilles af Sandra Yi Sencindiver og Morten Aaskov Hemmingsen. På scenen vil man også kunne opleve skuespillerne Torben Vadstrup og Mie Brandt, samt to elever fra skuespillerskolen Ophelia Hanne Bruun Jensen og Rebecca Rønde Kiilerich.

Johanne Eggert er tilbage 
Scenografen Johanne Eggert, der ved 2010´s Reumert-uddeling modtog en talent pris, er tilbage på Zeppelin. Sidste år stod hun bag den originale og elegante scenografi til Brødrene Løvehjerte, der talte både til publikums æstetiske sans og deres kreativitet og forestillingsevne. I år er hun så tilbage med endnu en fantastisk scenografi, der sætter rammen om en fortælling, der finder sted i det kolde nord, på et hotel det mest øde sted, man kan forestille sig.

Brødrene Løvehjerte

Hvis man ingenting tør, så er man ikke noget menneske – bare en lille lort. Tvebak er ti år, syg og skal snart dø. Storebror Jonathan elsker sin Tvebak over alt andet og bruger fantasiens verden til at trøste sin bror. En nat er der ildebrand i deres lejlighed. Tvebak overlever ulykken, men det gør Jonathan ikke. I sin sorg lever Tvebak sig ind i Jonathans magiske verden. Han rejser mellem universer. Det er meget bedre end den triste og skræmmende virkelighed. Pludselig indser han, at han virkelig er kommet dertil. Til Nangijala. Og dér er Jonathan.
Astrid Lindgrens mesterværk er måske den af hendes fortællinger, der rammer hjertet allerdybest.