Zeppelin logo

Med instruktørassistenten på job

Hvordan arbejder en instruktørassistent, og hvad driver motivationen? Læs her et interview med instruktørassistent Laura Walters, som assisterede instruktør Vibeke Wrede på Teatret Zeppelins forestilling ‘Drengen der fik en hunds hjerte’.

Laura Walters er instruktørassistent på Teatret Zeppelins forestilling ‘Drengen der fik en hunds hjerte’.

 

Hvorfor valgte du at blive en del af teaterbranchen?
Det er en livstil og ikke bare et arbejde at være en del af teaterbranchen. Det er nok noget af det, der drager mig. Udover det, så er det også imponerende at følge de kreative processer og kræfter, der skal samarbejde bagved selve værket. Det kræver et utroligt engagement at få sådan en forestilling op at stå, og jeg synes, det er fedt at være en del af det.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig i rollen som instruktørassistent?
Min dag startede typisk en time før den planlagte prøvetid. Den brugte jeg på nogle af de  praktiske gøremål såsom at lave kaffe, printe, rydde op, finde manus frem og gennemgå dagens program for mig selv. Det er også en god mulighed for at snakke og stille spørgsmål til instruktøren, før spillerne kommer.

Under prøverne sufflerede jeg skuespillerne og skrev rettelser ind i manuskriptet og noterede ting for instruktøren. Jeg styrede også lyd under den første måned af prøveforløbet, så nogen gange var der lidt meget at jonglere.

Efter prøverne gik jeg oftest op i køkkenet for at sætte computeren på plads, hælde den gamle kaffe ud og vaske kopperne af til næste dag. Hvis instruktøren ikke havde mere til mig, så gik jeg hjem eller hang ud i skuespillergarderoben.

Hvornår er det sjovest at være instruktørassistent?
Det er SÅ spændende at følge skuespillernes udvikling! Noget af det sjoveste og mest inspirerende for mig er at opleve deres arbejde med karaktererne. F.eks. mindes jeg med et lille smil den allerførste gang, jeg så Gerard Carey Bidstrup (som spiller Den Røde Hund) ligge for sig selv med et kødben i munden og alle fire i vejret.

Hvilket råd ville du give andre, der kunne tænke sig at lave det samme som dig?
Instruktøren bærer et kæmpe ansvar på sine skuldre. Derfor er det for mig personligt rigtig vigtigt at støtte min instruktør i den kreative proces. Prøveforløbet kan være hårdt og energikrævende, men der skal også være plads til at “lege” med materialet og afprøvning af tossede idéer. Jeg mener, at støtte, tillid og villighed fra alle parter er afgørende faktorer for, at materialet kan udforskes og afprøves i sit fulde potentiale. Nogengange kunne vores instruktør Vibeke Wrede godt finde på at sige: “Af den dårlige idé fødes den gode.” – Det synes jeg altid var ret genialt…

Kort pause og instruktion på settet. Fra venstre: skuespillere Johan Damgaard-Lauritsen og Gerard Carey Bidstrup, kostumier Camilla Lind og instruktørassistent Laura Walters.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

—-

Klik her for at læse mere om forestillingen.