Ronja Røverdatter
Astrid Lindgrens fantastiske familieklassiker om et venskab der flytter bjerge!
6. oktober 2013 - 1. december 2013
Oplev den fængslende fortælling om en frihedselskende pige, hendes bedste ven og deres to prægtige røverfamilier.
Dybt inde i de vilde skove ligger Mattisbjerget. Her holder den temperamentsfulde røverhøvding Mattis til sammen med sin røverfamilie. En voldsom uvejrsnat under et sønderrivende lynnedslag fødes hans datter Ronja. Mattis er ellevild og taber straks sit hjerte til hende. Men til Mattis’ store fortrydelse har den rivaliserende røverbande samme nat taget bo på den modsatte side af Helvedesgabet – i det nu kløvede Mattisbjerg.
Det bliver startskuddet på Ronja Røverdatters frie opvækst og hendes forrygende opdagelse af de barske fjelde og mystiske skove, gennem hårrejsende møder med overnaturlige skovvæsener og ind i et dybt venskab med fjendesønnen Birk. Sammen trodser Ronja og Birk deres forældre – og de går deres egne veje for at finde deres lykke.
Denne zeppelinske nyopsætning af Ronja Røverdatter er tro mod den originale historie. Vores opsætning er dog ikke den traditionelle – som altid gør vi brug af overraskende og fantasifulde sceniske effekter! Skoven og bjerget er det sceniske omdrejningspunkt og giver følelsen af selv at være til stede i naturen med alle dens voldsomme og dramatiske urkræfter.
Der vil være spjættende gys og frygt, sprudlende glæde og befriende lettelse. Alt sammen set og oplevet gennem Ronja!
Zeppelin har gjort det til et speciale at tage sit publikum med ind i store historier – historier som er større end man ville tro, at et lille teater kan magte. Men gang på gang udnytter teatret sine begrænsede ressourcer opfindsomt og til det yderste, så resultatet altid synes større, end det egentlig er.
Teateravisen.dk
*****Børn i byen giver “Ronja Røverdatter” 5 ud af 5 stjerner. Kan stærkt anbefales for både skoleklasser og familier.
Børn-i-byen.dk
På Zeppelin er adskillelsen mellem forældre og barn i front – og det forløses fint. Mie Brandt inkarnerer moderens dobbeltbundne følelser flot. Hun er Lovis der stærk og stolt rækker Ronja fra sig, men på samme tid tripper sitrende omkring – parat til at flå barnet tilbage til sin egen favn. Jesper Hyldegaard er skøn som bulderbassen Mattis, der brænder af ømhed og varme, men også af et urimeligt temperament der slår gnister i mødet med Ronja. Hyldegaard doserer stramt og velafbalanceret af de mange følelser, og i samspil med fortællingen giver det troen på, at kriser kan klares – også selvom det ser voldsomt ud undervejs.
Teater 1.dk
Gode netsteder
Læs mere om Astrid Lindgrens værker.
Se DR’s tema om Astrid Lindgrens 100 års-dag.
Astrid Lindgrens liv på film.
Aldersgruppe: Fra 7 år
Varighed: 75 min.
Teatret Zeppelin skole- og familieforestilling
Dramatisering Annina Enckell
Forlag Nordiska Aps
Oversættelse Mie Brandt
Bearbejdelse Lene Skytt & Mie Brandt
Medvirkende Sara Line Møller Olsen, Morten Holst, Jesper Hyldegaard, Mie Brandt, Torben Vadstrup, Dan Loffredo**elev fra skuespillerskolen Ophelia
Instruktion Lene Skytt
Scenografi og kostumer Johanne Eggert
Kostumier Henrik Bjerregaard Andersen
Systueassistent Maria Knöll Menzel, Cæcilie Jørgensen
Lyddesign Emil Assing Høyer
Lysdesign Michael Breiner
Teknisk afvikling Martin Danielsen
Teatertekniker Peter Edward Rasmussen
Hårdesign Christina Klinke