Diagnose: Utilpas
En forestilling om at føle sig anderledes og om ikke at passe ind; om skolen, både når den er forfærdelig og fantastisk.
2. - 5. maj 2016
Hvordan er det konstant at tænke anderledes og få at vide, at det er forkert? Hvordan føles det at leve op til alles forventninger i konstant frygt for at falde igennem? Hvordan er det at have ADHD, når der bliver krævet, at man sidder stille og lytter?
Igennem teaterforestillingen inviteres publikum ind til at gå i klasse med forskellige karakterer og følge dem igennem en helt almindelig dag. Blandt andre Sofie den dygtige pige, der er er bange for at række hånden i vejret i rædsel for, at svaret er forkert. Anders der i mangel på faglig interesse drømmer sig ind i mere spændende verdener, og den ressourcestærke pige Emma, som til trods for sit kloge hoved, keder sig ihjel i timerne.
Diagnose Utilpas handler om den danske folkeskole og har som formål at åbne op for en refleksion omkring det at gå i skole og derved skabe en større forståelse for de forskellige positioner, der findes i en klasse. Forestillingen sætter måden, vi opdrager hinanden på i fokus og gør den naturlige størrelse skolen virker som, til noget vi kan diskutere, bevæge og blive klogere på.
TEATER I SURROUND
I teaterforestillingen Diagnose Utilpas fungerer publikum som en del af scenografien, hvor skuespillerne og publikum blandt andet er en del af det samme klasseværelse, den samme skolegård eller til den samme forældresamtale. Skiftene mellem de fysiske rum markeres ved hjælp af et lydbillede i surround sound.
UNDERVISNINGSMATERIALE
Download gratis undervisningsmateriale til forestillingen her.
Aldersgruppe: 9-17 år
Varighed: 45 min
“I en minimalistisk opsætning fik vi en maksimal oplevelse. Ensemblet spiller med en sprognær musikalitet, der tillader de tudsegamle (i midten af tyverne) skuespillere at tale nutidens unges sprog uden påtagethed. Troværdigt og ægte… Diagnose Utilpas anbefales til alle slags mennesker – i alle aldre, da de berørte emner er universelle. De leveres uden pegefingre og uden bedreviden, men med kærlig professionelt overskud.”
-Lars Berthelsen, Det Kgl. Vajsenhus
“Det er tydeligt at Teater Uden Vægge har researchet til forestillingen. Nærheden til virkeligheden anno 2013 er en styrke. At spillerne er vågne i deres rollespil giver også nærvær, ligesom det gør, at Holmen som iscenesætter med små greb har sørget for at variere spilsituationerne”
-Kirsten Dahl, Teateravisen
Gæstespil af Teater Uden Vægge
Medvirkende Maria Rejkjær Clausen, Hedda Buer, Henrik Holmen
Instruktion Henrik Holmen