Zeppelin logo

Da julen kom til Mumidalen

26. november 2022 - 23. december 2022

ARKIV: DENNE SIDE HANDLER OM DEN FØRSTE OPSÆTNING AF ‘DA JULEN KOM TIL MUMIDALEN’ I 2022
FOR DEN AKTUELLE/NYESTE SIDE OM FORESTILLINGEN, BESØG WWW.ZEPPELIN.DK/MUMI

Mumi møder scenen! Glæd dig til at opleve en særdeles flot og stemningsfuld juleforestilling for alle fra 5 år – baseret på den finske forfatter Tove Janssons illustrerede bog af samme navn. Med mulighed for at stille spørgsmål til skuespiller efter hver forestilling. 

For pressemeddelelse og forestillingsbilleder klik her.
Læs anmeldelser af forestillingen længere nede på denne side.

Forestillingen produceres med tilladelse fra Agency North Ltd.
© Moomin Characters tm
Bogens originaltitel: Julen kommer till Mumindalen

Klik her for at se spilletider og købe billet til forestillingen

OBS! lørdags- og søndagsbilletterne i spilleperioden er nu udsolgt! Der er stadig ledige billetter til visse af opførelserne i hverdagene (tirsdag-fredag) kl. 10:00 & 12:00, men vi anbefaler, at man ikke venter for længe med køb. Grundet den store efterspørgsel løfter vi ekstraordinært allerede nu sløret for, at vi genopsætter ‘Da julen kom til Mumidalen’ i 2023, hvor vi udvider med en ekstra weekendopførelse, så der er to både lørdag og søndag.

.

.

MUMI – OM FORESTILLINGEN

Da Mumifamilien bliver vækket midt i deres rare vintersøvn af Hemulen under stort postyr, vågner de op til en forandret verden. Mumidalen er klædt i et tindrende hvidt, tykt og iskoldt lag sne – et fuldstændig ukendt naturfænomen for mumierne. Som det er med mumierne, er alt ukendt faretruende og skræmmende. Deres venner i dalen har ikke tid til at forklare dem, hvad der er på færde. De har for travlt med at blive klar til julen. Hvad julen er, er et mysterium for mumierne. Men det virker foruroligende, sådan som alle ængster sig for at blive klar, før den kommer. Mumifamilien gør sig stor umage med at gøre som de andre for ikke at vække julens vrede eller det, der er værre…

Et univers med mange lag – et slags landkort over menneskehjertet

Billede af forestillingen. Foto: Lasse Frank, © Moomin Characters

Den første Mumibog blev til under afslutningen af 2. verdenskrig. Efterkrigstiden har naturligt sat sine præg på Mumiernes univers. Livet er skrøbeligt, og Mumidalen er fuld af farer og ukendte fænomener. Men historierne er også fulde af den slags gode, mellemmenneskelige gerninger, der redder os igennem svære tider og udfordringer.

Ligesom i den virkelige verden finder man i Mumidalen alle personlighedstyper og bevæggrundlag. Forfatter og filmskaber Frank Cottrell-Boyce formulerer rammende Mumiuniverset i forordet til bogen ‘Livet i Mumidalen’:
“Jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg Mumilands væsener og skikke overalt omkring mig i min dagligdag. Eksempelvis hemuler (dominerende), filijonker (neurotiske), skovunger (generte), bisamrotter (gnavne) og snorker (bedrevidende) – jeg har mødt dem alle og arbejdet sammen med dem. Børnelitteratur har en tendens til at definere folk ud fra socialklasse, race eller beskæftigelse, men Mumidalen præsenterer os for et helt bastiarium over personlighedstyper, adfærdsmønstre og moralske holdninger – et slags landkort over menneskehjertet.”

Mumi er kendt og elsket i store dele af verden. De særegne væsner har betaget hjerte efter hjerte og med rette.

Om Tove Jansson – forfatteren og tegneren bag Mumitroldene

Tove Jansson voksede op i en kunstnerfamilie i Helsinki i Finland, hvor hun blev født i 1914. Tove Jansson begyndte allerede som 15-årig at illustrerer avisstriber. Som voksen arbejdede hun bl.a. som billedkunstner og illustrator.

Under anden verdenskrig arbejdede hun for et politiske tidsskrift, hvor hun skabte provokerende illustrationer, der kritiserede magthaverne. I samme periode skabte Tove Jansson de kendte og fantasifulde Mumitrolde, som blev en kontrast til den verden, der var omkring hende.

Den første Mumibog Kometjakten udkom i 1946. Herefter fulgte flere bøger med mumitroldene som omdrejningspunkt.
Hos mumierne fik dagligdagen plads til at være tryg og sjov. Samtidigt med at deres melankolske univers gav plads til at fordybe sig og lade fantasien løbe frit. Den nysgerrige, sansende og uskyldige måde et barn ser verden på, er kendetegnene for fortællingerne, som den dag i dag stadig tryllebinder og charmerer både børn og voksne.

Tove Jansson var en kunstner for alle. Selvom hun i dag er mest kendt for børnefortællinger, har hun også skrevet skønlitterært og biografisk til det voksne publikum samt illustreret mere end 1500 avisstriber.

Bøgerne om mumitroldene gjorde hende kendt i en lang række lande og er oversat til mere end 30 sprog. Tove Jansson anses for at være en af de vigtigste børnebogsforfattere i norden.

Menneskerettigheder forklædt i Mumitrolde

“Afskyen over for ufrihed var en stærk drivkraft for Mumitroldenes skaber, Tove Jansson, der som ung satiretegner drev gæk med samtidens diktatorer”. Sådan indledes en artikel i Amnesty International’s medlemsblad fra marts 2022. I artiklen kan man læse, hvordan Tove Jansson igennem tiden har brugt mumitroldene til at bakke op om menneskerettighederne: “selvom historierne om Mumitrolden og Mumidalens øvrige fantasifulde beboere foregår i et naturunivers fjernt fra krig og politik, så forbinder de første bøgers temaer, såsom flugt, katastrofer og hjemløshed, direkte Mumidalen med samtidens usikkerhed”.

Mumi for menneskerettigheder - artikel i Amnesty International marts 2022

Læs hele artiklen ‘Mumitrolde for menneskerettigheder’ online her.

En ny forestilling bliver til – urpremiere 26. november

Teaterforestillingen ‘Da julen kom til Mumidalen’ bliver bygget og færdigudviklet på Teatret Zeppelin i løbet af efteråret 2022. Du har mulighed for at kigge dukkemageren og rekvisitørerne over skulderen i efteråret. Vi holder nemlig åbne værksteder på Teatret Zeppelin i forbindelse med Dansk teater 300 år den 23. september.

Du kan også følge med i tilblivelsen af forestillingen på teatrets Facebook, Instagram og TikTok. Se hvordan lysdesign og lyddesign udvikles, hvordan scenografien bygges, hvordan dukkerne skabes, kostumer syes, rekvisitter kreeres og meget mere.

Forestillingen har premiere den 26. november kl. 15:30 på Teatret Zeppelin.

Alle fra 5 år kan komme ind og se forestillingen, men den egner sig især til de 5-10 årige.

Spilletider

Forestillingen spiller fra 26. nov.-23. dec. 2022:
Tirsdag-fredag kl. 10 & 12
Lørdag kl. 11 & 13
Søndag kl. 11

Spillefri dage: alle mandage samt Luciadag d. 13. dec. opføres forestillingen ikke.

NB. Tryk på køb billet for at se et overblik over alle spilletider

Forestillingsprogram og undervisningsmateriale

Det trykte program gives til alle gæster, så længe lager haves. Det indeholder informationer om forestillingen, og det indeholder også opgaver for børn – heraf opgaver, som er oplagte for elever at lave sammen i klassen efter et teaterbesøg med skolen. Programmet gør det derfor også ud for det undervisningsmateriale, vi altid laver til teatrets egne teaterproduktioner.

Det trykte program har guldskrift og udskæring på forsiden, er trykt på lækkert papir og har mange fine detaljer. Fang din kopi på teatret!

Se programmet online her.

.

Mumi – forestillingen bliver til med fondsstøtte fra:

Sportgoodsfonden
A.P. Møller Fonden
Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond
Axel Muusfeldts Fond
Beckett Fonden
Konsul George Jorcks og hustru Emma Jorcks Fond
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Vi takker i øvrigt mange gange følgende fonde for at have støttet indkøb af nyt lysbord til teatret, hvilket er medvirkende til, at vi kan få skabt et lysbårent, visuelt univers af allerhøjeste kvalitet:
A.P. Møller Fonden
Nordea Fonden
Lemvigh-Müller Fonden

 

 

Aldersgruppe: Fra 5 år

Varighed: 45 min.

Anmeldelser:

.

POV International
“En skøn ny teaterklassiker er født (…) Vi er ikke forkælede med traditionsrige børneforestillinger ved juletide her i landet. Som man kan glæde sig til – både som barn og voksen. Men denne Mumi-forestilling må meget gerne komme til byen igen næste år.”
– Lærke Reddersen

TEATERSPOT
“Mens Mumifamilien gør klar med juletræ, småkager og gaver, sidder salen totalt opslugt af fortællingen. Den eneste levende person på scenen, nemlig dukkeføreren, gør sit arbejde til et 12-tal. Dukkeføreren er både fortæller og spiller syv forskellige dukker. Men du er ikke et sekund i tvivl om, at du sidder og kigger på syv lyslevende væsener.”
– Ditte Koefoed

DEN 4. VÆG
“Mie Brandt styrer imponerende syv dukker med sine hænder (…) Hendes stemmeføring udtrykker glimrende og overbevisende både Hemulens frustration og Snorkfrøkenens bekymring (…) Stemningen bliver understøttet af lydsiden med guitar/violin-musik skabt af Rasmus Christner Månsson. Børnene måber af fascination og giver udtryk for deres glæde”
– Julie Mørkeberg

TEATERAVISEN
“Trods forestillingens ro er forvirringen stor blandt vores mumitrolde. De har aldrig set sne før og er helt fortumlede af at blive revet ud af deres dybe vintersøvn (…) For dem er julen noget ukendt og farligt, som må formildes ved at opføre sig korrekt over for den. Det er en skøn måde at se på det hele udefra, og bøgernes evne til at forene det trygge med det farefulde – og her også de højtidelige traditioner med det humoristiske – er smukt sat i scene.”
– Gudrun Hagen

CPHCULTURE
★★★★
“Manuskriptforfatteren, fortælleren og dukkeføreren Mie Brandt introducerer os for mumitroldene og deres venner. Virtuost skifter hun mellem de mange dukker – også rent vokalt – uden at miste den nænsomhed, der er så vigtig i mumi-universet (…) Mette Ovesen får i sin iscenesættelse understreget, at julen ikke behøver at handle om, hvad man selv får, men snarere om, hvad man kan gøre for andre. Rasmus Christner Månssons lyriske folkemusik understreger den varme trygge stemning”
– Michael Søby

Nomineret i kategorien ‘Årets børne-/ungdomsforestilling 2022‘ af CPHCULTURE

.

Skole- og familieforestilling af Teatret Zeppelin

.

Krediteringer

Medvirkende: Mie Brandt (og syv livagtige dukker)
Manuskriptforfatter: Mie Brandt
Instruktør: Mette Ovesen
Scenograf: Johanne Eggert
Dukkemager og violinist: Maja Linde Christensen
Komponist, lyddesigner, afvikler og produktionsleder: Rasmus Christner Månsson
Lysdesigner: Michael Breiner
Byggeleder: Aston Kay
Bygger og tekniker: Oliver Söderlund Schack
Teatermaler: Katrine Bunton
Dukkekonsulent: Rolf Søborg Hansen
Instruktørassistent og sufflør: Laura Walters
Kostumier: Camilla Lind
Systueassistent: Johanne Aunsbjerg Rasmussen
Rekvisitør: Christine Kvint
Rekvisitør: Katja Neergaard
PR-grafiker: Helle Riis
.
Kommunikationsafdeling:
Lasse Frank
Louise Borcher Petersen
Melissa Keller Kristensen
Susan Wood
Christina Christiansen

 

Også stor tak til teatrets øvrige medarbejdere