af Lasse Frank, adm. leder på Teatret Zeppelin

.

En diskussion om aldersgrænser på forestillinger

“Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst”

– Astrid Lindgren, 1959

På Teatret Zeppelin har vi gennem mere end 30 år skabt teater til børn i skolealderen. Vores mål er ikke blot at underholde, men også at give børn noget at tænke over – at plante små frø af refleksion, som kan vokse og spire længe efter, tæppet er gået ned.

Alligevel oplever vi indimellem, at visse – yderst velmenende – voksne mener, at vi sætter aldersgrænsen på vores forestillinger for lavt. Det er især tilfældet med vores nyeste forestilling ROD, hvor flere anmeldere påpeger, at forestillingen er for barsk eller kompleks til vores angivne minimumsalder på syv år.

Med al respekt for teateranmeldernes holdninger, så tør vi godt stå fast på vores beslutning. Vi har årelang erfaring med at skabe scenekunst til børn. Og vores grundlæggende mission er at undgå at tale ned til børn. Vi tror på, at børn er i stand til at forholde sig til kunst, der rummer flere lag, og vi tror på, at de kan håndtere temaer, der ikke nødvendigvis er pakket ind i vat. Børn behøver ikke forstå alt med det samme – og det er faktisk netop det, der er pointen.

Børn forstår mere, end vi tror

Det er interessant, at vi voksne sjældent forventer at forstå alle lag i en kunstudstilling eller en teaterforestilling med det samme. Vi accepterer, at kunst kan være kompleks, abstrakt og flertydig – og vi nyder netop den udfordring. Men når det gælder børns kunstoplevelser, bliver nogle voksne pludselig nervøse, hvis børnene ikke umiddelbart forstår alt. Hvorfor denne forskel? Hvorfor tror vi, at børn kun kan håndtere det helt enkle og entydige?

Teatret Zeppelins forestillinger tager store og ofte filosofiske emner op på måder, der planter frø til videre tanker og samtaler. Det er ikke sikkert og ikke nødvendigt, at man forstår det hele i dybden, der hvor man er lige nu i livet. Men vi tror på, at det er godt at tale op til børn, så længe de kan genkende noget fra deres egen virkelighed i fortællingerne. Livet indeholder gode stunder, og det indeholder svære stunder. I Teatret Zeppelins forestillinger skærmes man ikke for det mørke, men man kan være sikker på, at forestillingerne altid også indeholder lys og håb for fremtiden og ansporing til en tro på egen styrke og værd.

Vi oplever hver dag, hvordan børn reagerer på vores forestillinger. Skolelærere og pædagoger, som kommer med deres klasser, giver os overvældende positiv feedback. De ser, hvordan forestillingerne åbner for samtaler og refleksioner – også når børnene ikke forstår alt med det samme. Forståelse er nemlig ikke altid noget, der skal være øjeblikkelig. Nogle gange er det netop det, man ikke helt forstår, der bliver siddende og vokser videre i tankerne efterfølgende – måske endda over flere år. Det er her, teater som en levende, mellemmenneskelig kunstform kan noget særligt.

Kunst må gerne udfordre – også børn

Vores forestillinger omhandler ofte livets mere komplekse og til tider barske realiteter – magtforhold, sorg, uretfærdighed, mobning, identitetstab. Disse temaer er en del af børns virkelighed, uanset om vi voksne bryder os om det eller ej. Vores forestillinger handler om dét, der findes derude i virkeligheden. Også i børns virkelighed. Vores publikum bliver ikke bange eller utrygge, når de møder disse mørkere emner på scenen, så længe de kan genkende det grundlæggende i følelserne bag. Tværtimod oplever vi, at børn bliver styrket i deres empati og forståelse, når de møder virkeligheden i en kunstnerisk ramme, hvor der er plads til at føle og reflektere.

Vi forsøger altid at møde børnene i øjenhøjde – og vi oplever ikke, at de føler sig hægtet af. Selv i en forestilling som ROD, der behandler svære temaer, oplever vi ikke udbredt uro eller koncentrationsbesvær blandt børnene. Tværtimod sidder de tryllebundne og engagerede – netop fordi de bliver taget alvorligt og mødt med respekt. Det er imponerende at se, hvordan en forestilling som ROD kan skabe den form for dedikerede koncentration i en teatersal med et spænd fra 1. til 9. klasse.

Vi anbefaler altid, at man som voksen passer på med at komme til at lægge sit ”voksensyn” ned over teateroplevelsen ved at antage, at børn synes eller føler det samme som én selv. For børn har ikke de samme referencerammer, som voksne har. Det er vigtigt at huske på, at børn ikke på helt samme måde trækker tråde tilbage til traumer eller gemte/glemte minder, som voksne gør. Børn er, blandt andet i kraft af deres spæde livserfaring, på et andet forståelsesniveau end voksne og er langt mere umiddelbare i deres måde at forholde sig til det, de bliver præsenteret for. På teatret oplever vi, at når børnene føler sig hørt i hele deres følelsesspektrum – fra de lyse til de mørke følelser – bliver de stærkt interesserede og aktive i karakterernes og deres egne reaktioner. De tager stilling og parti.  

Stol på børnene – og på os

Vi ville ønske, at de “aldersskeptiske” anmeldere og voksne ville have større tillid til børns evne til at forstå og bearbejde kunst – både det abstrakte og det umiddelbart rå. Ligesom vi ikke forventer, at voksne forstår al kunst med det samme, bør vi også give børn plads til at opleve og bearbejde kunst på deres egne præmisser. Når vi møder børnene med respekt og tillid – også når det gælder de mere komplekse og barske sider af livet – giver vi dem mulighed for at vokse som mennesker.

Så kære anmeldere og andre velmenende voksne: Vi elsker jeres engagement, men vi kan ærgre os over påstanden om, at vi undervurderer børn ved at sætte aldersgrænser for lavt. Vi ser børnenes reaktioner hver eneste dag – og de taler deres eget tydelige sprog. Langt de fleste børn er nysgerrige, åbne og klar til at lade sig udfordre. Hvis vi tør at lade dem møde kunsten, som den er – med alle dens nuancer og lag – vil de tage det til sig på en måde, der kan berige dem resten af livet.

NOTER
Der findes ikke dårlige/forkerte/negative følelser. Følelser er følelser. Ligeværdige uanset form. Og de har alle en plads og en funktion i vores liv – både for børn og voksne. Glæde såvel som tristhed. Paletten er vigtig og en inkorporeret del i alle Teatret Zeppelins forestillinger. //

Vi accepterer i samfundet uden videre, at musik kan eksperimentere med genrebrud, dissonans og uventede skift – og vi anerkender ofte netop det som en kunstnerisk kvalitet. På samme måde kan vi tillægge det værdi, når billedkunst bevæger sig ud i det abstrakte og tilsyneladende kaotiske. Kunst må gerne larme og rode, så længe der er en idé bag, og kunsten vil noget – hvorfor skulle det være anderledes, når det gælder teater til børn? //

Efter hver opførelse af en Teatret Zeppelin-forestilling går skuespillerne ud og møder publikum foran scenen til en snak. Her får vi de første mange umiddelbare reaktioner fra både børn og voksne. Andre gange er vi så heldige at få feedback på lærernes efterfølgende arbejde med forestillingen hjemme i klassen. Al den feedback, vi får på disse måder, er uvurderlig for teatret. //

Forestillingsbillederne i denne artikel er fra ROD og er taget af Per Morten Abrahamsen

————————–

Læs mere om Teatret Zeppelins børnesyn og hensyn til målgruppen

På siden zeppelin.dk/omtanke har vi samlet information om vores målgruppehensyn. Her kan man også læse gode råd til voksne, der tager i teatret med børn.

Om forestillingen ROD

Teatret Zeppelins forestilling ROD er en nyudviklet forestilling med urspilleperiode 1.-28. marts 2025. I forestillingen blander socialrealisme sig med magisk realisme og handlingen spreder sig som rødder i jorden for forestillingens hovedperson Rod, der har rod i sit liv, men møder en ligesindet i pigen Billie og en ubevidst frelser i drengen Lukas.
Læs mere om forestillingen her.

af Lasse Frank, adm. leder på Teatret Zeppelin

.

En mediestorm har rejst sig omkring DR TV’s populære børnefigur Onkel Reje. Han er blevet meldt til politiet af en håndfuld personer, der anser ham for farlig for børn. DR har modreageret med politianmeldelse af en håndfuld personer for chikane og dødstrusler rettet mod manden bag Onkel Reje, Mads Geertsen. Pædagogikfaglige nuancer savnes i ”debatten”, som pt. raser med orkanstyrke.

Onkel Reje har i en årrække været en af de helt centrale figurer i DR Ramasjangs børneunivers, hvor han sammen med andre populære figurer som Hr. Skæg og Motor Mille henvender sig til børn. Onkel Reje er den politisk ukorrekte onkel, som ofte gør alt det, som børn godt ved, at man ikke skal gøre – og derfor er han skæg for børn. Det er en simpel, men virksom formular – som i DR’s ”omvendt dag”-sang, hvor det sjove for børn er, at alting vendes på hovedet og gøres forkert.

Hvad går beskyldningerne ud på?

Beskyldningerne rettet mod Onkel Reje handler om noget så gravalvorligt og dybt kriminelt som pædofili og grooming af børn. Og så en lidt mere diffus anklage om satanisme. Hvad den del helt indebærer, og hvad det vil sige at være satanist i dagens Danmark,  er mere uklart, men det underforstås, at satanisme er noget grufuldt ondt.

Det skal her pointeres, at ingen af anklagerne mod Onkel Reje er underbygget med hverken beviser eller fagligt funderet bekymring.

De anklagendes underliggende budskab er ikke desto mindre, at rigets børn skal beskyttes mod Onkel Reje.

Der er gode intentioner bag anklagerne mod Onkel Reje… for det meste

Mange i kommentarspor på de sociale medier lader til at være oprigtigt interesserede i at få en saglig debat om, hvorvidt Onkel Reje bør eksistere som børnefigur eller ej. Det udspringer af en reel bekymring for, om der mon kan være noget om snakken – er Onkel Reje skadelig for børn? For ingen almindelige mennesker er jo interesserede i at skade børn. Men lægger man ud i en tone fuld af foragt og had, så bliver man i kommentarsporene også mødt med foragt og had. Og så forstår jeg godt, at man ”stempler ud” af debatten igen. Det kan dog udefra set komme til at se ud som om, at kritikerne af Onkel Reje kun har lyst til at råbe deres mening i ikke så rare vendinger, og så smække døren bag sig, før man overhovedet har set nogle af de forsøg på nuancerende indspark, der responderes med. Og blandt visse tilfælde kan det ikke udelukkes, at målet i sig selv blot er at skabe kaos og angribe det bestående, ikke at blive klogere eller beriget med nuancer.

Men de fleste kritikere af Onkel Reje er altså ikke onde. De er blot indehavere af et andet børnesyn. Et børnesyn, det dog er svært at finde fagligt belæg for i videnskaben i dag.

Hvor svage og sårbare er børn egentlig?

Hvad jeg savner i debatten er, at flere pædagogikforskere og børnepsykologer kommer på banen. Mavefornemmelser, forældrelige bekymringer og lommefilosofiske betragtninger om pædagogik, børnesyn og opdragelse skal mødes med solid faglighed.

Det første relevante, faglige indspark, jeg vil nævne, handler ikke om Onkel Reje-sagen. Det er en kronik publiceret 4. maj 2023 i Information med titlen ”Børn kan godt tåle, at forældre giver meget mere slip. Faktisk har de brug for det”. Den er skrevet af Marie Tolstrup, som er autoriseret psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi for børn og unge. Synspunktet hos flere af kritikerne af Onkel Reje lader til at være, at børn i udgangspunktet skal skærmes og (over)beskyttes. I omtalte kronik møder vi det modsatte synspunkt: børn kan tåle meget mere, end mange forældre i dag tror. Via vores gode intentioner med at (over)beskytte vores børn og fjerne al ubehag for dem, kommer vi måske endda til at skabe særligt sensitive personer. Børn, som ikke har fået lov at være i og håndtere ubehag og negative følelser på egen hånd, får sværere ved at håndtere livets naturlige og uundgåelige prøvelser, ukendte græsgange og sørgmodige nedture.

Det andet fagligt relevante indspark, jeg vil nævne, er en direkte respons på Onkel Reje-sagen. Det er debatindlægget ”Hvad ville Ingrid og Lillebror mon sige?”. Det er skrevet af børnepsykolog Rie Strange og medlem af Aarhus byråd for Socialdemokratiet Jesper Kjeldsen. Her forklares det bl.a., at Onkel Reje er vigtig for børns naturlige udvikling. Onkel Reje taler til de sider, som er eller var i os alle, inden vi lærte at undertrykke dem. Han får børn til at føle sig rigtige ved at skabe et rum, hvor man kan være i frækheden, balladen og det fjollede for en stund: ”Børn har brug for at blive spejlet i alle deres følelser, ikke kun de såkaldt socialt acceptable,” skriver forfatterne bag indlægget. Det er en opfordring til at turde være uperfekt i en verden, der i stigende grad kun accepterer det perfekte, og hvor der lægges smukificerende snapchat-filtre på alt. Onkel Reje er modstykket til de hvinende sukkersøde børnekarakterer, vi kender fra især amerikansk børne-tv som f.eks. Cocomelon. Børn bliver ikke ødelagt, onde eller svage af at se hverken Tom & Jerry eller Onkel Reje.

Dele af essensen af kritikken af Onkel Reje har vi også mødt på Teatret Zeppelin

På Teatret Zeppelin har vi et uofficielt slogan, som lyder, at børn ikke skal skærmes og skånes for det mørke i livet. For livet består både af lyse og mørke sider. Vi skal ikke skræmme børn, men vi voksne skal omvendt heller ikke naivt tro, at vi kan holde dele af verdens indretning og hændelser hemmelige for børn. Børn er hyperopmærksomme. Føler de sig skærmet for noget, de uundgåeligt vil høre om alligevel, vil de føle sig narret og forkerte. Vi har oplevet henvendelser fra voksne, der ikke mener, at man kan vise børn forestillinger om børn på flugt fra krig (Under Haadys Skjold). Eller om forældreløshed og grov mobning mellem børn (Mælkebøttereglementet). Det er voksne, der i bedste mening vil styre os imod et andet børnesyn – et børnesyn, hvor børn bør skærmes mere. Fordi det menes, at børn ikke kan tåle det barske, det grimme, det hårde, det upolerede og det triste. Men alt det er naturlige dele af et menneskeliv. Også for et barn.

Kritikken førte i sin tid til, at jeg på vores hjemmeside oprettede undersiden zeppelin.dk/omtanke. Her beskriver jeg, hvad teatrets holdning er og giver begrundelser og forklaringer på, hvorfor vi ikke gør noget farligt. Børn har brug for at blive mødt i og være i både deres legende lattermildhed og deres følelser af sorg og utryghed.

Er der noget mistænkeligt ved det hele?

Jeg blev i en kort debat på de sociale medier spurgt om, hvorvidt det ikke var temmelig mistænkeligt, at ”ingen medier skriver om indholdet af de trusler, Onkel Reje har fået”. Underforstået at det sandsynligvis er løgn, at nogen trusler nogensinde er nået frem til Mads Geertsen. Nu er det en sag, som ligger hos politiet at undersøge den politianmeldte chikane, og derfor er indholdet af truslerne og chikanen sandsynligvis mørkelagt. Til dels. Mere om det om lidt. For først er det værd at nævne, at ”mistænkelighedsargumentet” har floreret i kommentarspor. Det har fået lov at sprede sig og sætte sig hos selv almindelige mennesker. Der er bare et problem. Det er ikke sandt, at indholdet af chikanen og truslerne mod Mads Geertsen har været umulige at få indblik i. Adskillige medier HAR delt indholdet af chikanen og truslerne (fx TV2 og TjekDet). Og det står jo enhver frit for at opsøge nogle af de lukkede grupper på Facebook, hvor truslerne mod Onkel Reje får frit løb – særligt grupper med forkærlighed for ordene ”Frihed” og ”Frihedskæmper” er aktuelle i den kontekst, kan jeg sige efter at have bevæget mig i de konspiratoriske miljøer undercover siden 2020 – af ren og skær nysgerrighed.

Mistænkelighedsargumentet er intet andet end en gaslighting-strategi. Gaslighting er, når en person forsøger at så tvivl om virkeligheden hos andre. Et klassisk eksempel er, når en person i arrig og nærmest oprigtig foragt råber ”Det har jeg aldrig sagt!” – selvom du ved, at personen har sagt netop dét på et tidspunkt. Gaslighting er en typisk strategi hos narcissister. De tænker ofte meget kortsigtet og fortrænger i situationen fuldstændig, at modparten kan eftertjekke dele af narcissistens løgne få minutter efter den gaslightede samtale har fundet sted. Jeg drager i denne sag parallellen til narcissistens måde at gaslighte på, fordi ”mistænkelighedsargumentet” på samme måde kan eftertjekkes. Men narcissister kan være meget overbevisende. Og de vinder ofte enten på deres falske troværdighed eller på ”dovenskaben” hos deres budskabsmodtagere. Hvis det lyder rigtigt og præsenteres overbevisende, så behøver jeg jo ikke undersøge det selv. Men i tilfældet med kritikken af Onkel Reje ER det bare ikke sandt, at det har været helt umuligt at finde ud af, hvad indholdet af truslerne og chikanen har været. Truslerne og injurierne fortsætter endda løssluppent i kommentarspor på sociale medier og værst i de umodererede, lukkede Facebook-grupper for ligesindede konspiratorikere.

(artiklen fortsætter under billedet)

Her er det en kommentar til en Facebook-artikel hos Gaffa om en ny bog om store børnebogsfigurer gennem tiden, herunder Onkel Reje, som nævnes i overskriften. Kommentaren er skrevet 9.5.2023. Jeg har valgt at censurere afsenderen, da bølgerne går så højt lige nu, at der er risiko for yderligere chikane og måske endda vold mellem de uenige parter i “Onkel Reje-sagen”.

Hvor realistisk er det lige?

Lad mig i stedet vende den om og spørge:

– Hvor realistisk er det, at DR – en gigantisk og konstant overvåget mediemastodont – skulle slippe af sted med at groome børn og lade pædofile udfylde børnesendefladen? Det selvsamme DR, som ikke vil deltage i det europæiske børnemelodigrandprix (Junior Eurovision), fordi DR’s standarder for beskyttelse af børn er skyhøje niveauer over visse af de andre landes.

– Hvor realistisk er det, at meget store dele af Danmark lige nu viser deres uforbeholdne støtte for Onkel Reje – heraf mange faste seere af hans program og virke – hvis der var et dybt uforsvarligt pædofilt grundelement i Onkel Rejes shows? Pædofili er en ret sjælden sygdom, derfor er så godt som alle dybt imod og afskrækket af pædofili.

– Hvor realistisk er det, at den brede befolkning og klare majoritet i landet ville ignorere eller endda forsvare, at grooming af børn skulle foregå på skatteydernes regning?

Et af svarene på ovenstående er naturligvis, at vi er mange, der har sat os ind i de meget grove beskyldninger mod DR og Onkel Reje. Vi har undersøgt indholdet grundigt, enten som trofaste mangeårige seere af programmet sammen med vores børn eller på ny i lyset af anklagerne. Og vi er nået frem til, at beskyldningerne mod Onkel Reje er baseret på grundløse mavefornemmelser uden den faglige substans og viden om pædagogik og børnepsykologi, der skal til for at overbevise hovedparten af os.

.

Eftertanke: det hjælper ikke at bede Onkel Reje-modstandere om at slukke tv’et

Mange lader til at ville give det råd, at kan man ikke li’, hvad man ser i tv’et, kan man jo bare slukke eller skifte kanal. Den form for kommentarer er jeg bange for fuldstændig underkender og misforstår modstandernes oplevede virkelighed. Selvom man skifter kanal, kan ens børn jo stadig støde på Onkel Reje i reklamer, hos venner, i skolen/institutionen, på YouTube osv. Vi må forstå, at i hvert fald en del af modstanderne er reelt BANGE for, at Onkel Reje skader, ødelægger, traumatiserer og groomer børn. Hvad modstanderne derfor skal mødes med, er ikke en lavpraktisk løsning som at række ud efter egen fjernbetjening; de skal mødes med saglige og pædagogik- samt børnepsykologifaglige argumenter for, hvorfor det ikke er en katastrofe, at Onkel Reje eksisterer. De skal mødes med forklaringer på forskellen i børn og voksnes stadier og de tilhørende omverdenstolkninger, som følger med. De skal opfordres til at se sig selv og egen argumentation udefra og i et større billede.

.

Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores artikelside, hvor du finder indlæg skrevet af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler