Romeo og Julie
En klassiker genfortalt med dukker
13. - 18. september 2022
OBS! FORESTILLINGEN ER DESVÆRRE AFLYST! ALLE, DER HAVDE BESTILT BILLET, ER BLEVET KONTAKTET VIA EMAIL
Romeo og Julie kommer til Teatret Zeppelin!
En strid mellem to familier har varet i årtier, og had er gået i arv. Men hvad vejer tungest – kærlighed eller tradition?
Med humor og snilde gøres den rørende fortælling om Romeo og Julie inderlig, levende og dynamisk. To, hvis kærlighed ikke vil bukke under for frygt, fordomme og magt. Fyldt med stemninger og problematikker både børn og voksne kan nikke genkendende til.
En betagende dukkeforestilling af det velrenommerede Teater Refleksion fra Aarhus, som er kendt for deres evne til at bringe en nærmest magisk zen-agtig ro over sit børnepublikum. Skal opleves!
Teateravisen skrev om Romeo & Julie:
“Teater Refleksions dukketeaterversion af ’Romeo og Julie’ gendigter ikke blot Shakespeares klassiker som et børnevenligt eventyr. …Den fortæller simpelthen hele den grusomme tragedie på en måde, som børnene forstår.”
Forestillingen er skabt af Teater Refleksion og spiller på Teatret Zeppelin i sæson 2022/23.
Ordløs, verdenskendt og international
OBS! Denne forestilling over en af verdenshistoriens allerstørste klassikere, som er kendt i hele verden, er fremført ordløst med indlevende dukkeføring. Den er derfor også oplagt for f.eks. børn, voksne, skoleklasser osv., som ikke taler dansk.
Romeo og Julie er et af William Shakespeares mest kendte værker. Han skrev det tidligt i sin karriere. Stykket var blandt Shakespeares mest populære i hans levetid, og sammen med Hamlet og Macbeth, er det et af hans oftest spillede stykker. De to hovedroller Romeo og Julie betragtes i dag som arketypiske unge elskende.
Spilletider
Aldersgruppe: Fra 8-12 år
Varighed: 40 min.
“Teater Refleksions dukketeater-version af ’Romeo og Julie’ er derfor en ganske veludført og velfortalt forestilling, der ikke blot gendigter Shakespeares klassiker ”i børnehøjde”, men simpelthen fortæller hele den grusomme tragedie på en måde, som børnene forstår. Ovenikøbet ordløst – næsten da.”
– Morten Hede
Gæstespil af Teater Refleksion
Medvirkende: Sif Jessen Hymøller, Aapo Repo
Manuskript: Jesper B. Karlsen frit efter W. Shakespeare
Instruktør: Bjarne Sandborg
Scenografi: Mariann Aagaard, Niels Willum, assisteret af Amanda Axelsen Sigaard
Dukker: Mariann Aagaard, Amanda Axelsen Sigaard
Musik/lyddesign: Jacob Venndt
Lysdesign: Morten Ladefoged