Zeppelin logo

10. september 2021

Studiejob som servicemedarbejder

OBS! STILLINGEN ER BESAT. DETTE STILLINGSOPSLAG ER IKKE LÆNGERE AKTUELT

.

Vil du være med på Team Zeppelin og skabe gode rammer for vores gæster og forestillinger?

Vi søger en person, som har lyst til at lære vores hus og profil at kende; som har lyst til at blive ”zeppeliner” og en del af vores fællesskab.

I dette studiejob vil opgaverne variere alt efter, hvad der foregår på teatret. Vi søger en person, som trives med både praktiske opgaver, service, PR- og kontorarbejde. Når du møder ind, vil du få en liste med dagens opgaver. Det kunne f.eks. være:

  • Gøre huset klar til gæster (sætte Zeppelin-flaget ud, tænde lys, gøre det hyggeligt)
  • Lave opslag på Instagram/Facebook
  • Tage imod gæster i huset og vise dem til deres pladser i salen
  • Rengøre publikumsarealer efter gæsterne er gået
  • Gå ned med pantflasker i supermarkedet i nærheden
  • Dekorere vores opslagstavle med billeder og tekst om kommende events

På et teater med et aktivt årsprogram er der meget forefaldende arbejde, og det er her, du kommer ind i billedet – en del opgaver vil du løse i teams med andre på teatret, andre opgaver løser du selvstændigt.

Din arbejdstid

Stillingen er normeret til 5 timer om ugen. Optimalt set fordelt på én hverdag om ugen fra om morgenen. Dog med stor fleksibilitet både i forhold til, hvad der sker på teatret, og hvad din tid/dit skema tillader. Nogle uger vil dine fem timer måske ligge en lørdag eller søndag og være centreret omkring at bemande teatrets café eller billetskranke. Andre gange vil det måske give mening at opdele tiden i 2 x 2½ timer fordelt på to hverdage eller at arbejde 10 timer en uge, og springe en anden uge over. I dialog finder vi frem til, hvad der for den kommende periode passer både dig og teatret godt, når vi laver en plan for din arbejdstid.

Fra ca. medio juni til medio august er der lav aktivitet eller helt sommerlukket på teatret, så i denne periode har du sommerferie fra teatret.

Lønforhold og starttidspunkt

Du modtager kr. 135,- pr. arbejdstime + 12,5 % i feriepenge. Stillingen er ekskl. pension.
Vi forventer at indkalde til samtaler i uge 39.
Stillingen er med opstart i uge 40 eller snarest herefter. Mødetid din første dag aftaler vi over telefon. Og på din første dag aftaler vi din arbejdstid for den kommende periode.

Ansøgning og mere info

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. leder Lasse Frank på lasse@zeppelin.dk eller tlf. 33220478.
Send din ansøgning/CV til lasse@zeppelin.dk senest onsdag d. 22. september.

Om Teatret Zeppelin

Teatret Zeppelin i hjertet af Vesterbro opsætter store forestillinger med dybde og kant for børn og deres voksne. I medarbejderstaben har vi højt til loftet og vægter at have det hyggeligt sammen i det daglige. Under en teaterproduktion kan vi være op til 25 i huset ad gangen med skuespillere, instruktør, designere osv. Uden for produktionsperioder er vi færre (mellem 5-8 i huset). Teatret Zeppelin har eksisteret siden 1994 i et skønt teaterhus i tre etager på Valdemarsgade. Læs mere om os her.