I Dine Drømme
Musikteaterforestilling med handling baseret på sange fra sangbogen ”De Små Synger”
5. - 8. april 2017
Sangbogen ”De Små Synger” kender mange af os fra vores barndom. Sangbogen er en del af den danske kulturkanon, og forestillingen I Dine Drømme er baseret på karakterer og episoder i de velkendte sange.
Ea bor i en verden, hvor alle har meget travlt – især hendes mor – og hvor sang og leg anses for at være tidsspilde. En dag i skolen får de til lektie at skrive en sang, men Ea kender ingen sange. Om natten kommer Ole Lukøje og tager Ea med til Drømmeland for, at hun kan finde sin egen indre sang. I Drømmeland møder hun bl.a. Pirette og Pjerrot, Den travle nisse og Sømand Snorre. Ea skal redde de elskede figurer fra at blive puttet i den sorte gryde af Kejseren. Kejseren har beordret at ingen nye sange må laves, så længe Tornerose sover. Så alt er galt i Drømmeland, for når der ikke laves nye sange, skal de gøre som deres sang siger – jægeren skyder dyrene, og kejseren putter sine undersåtter i den sorte gryde! Heldigvis ender det godt. Ea finder sin indre sang, kan endelig synge i sin egen verden og får også sin mor til at huske, at sang og leg er det vigtigste i verden.
Musikteaterforestillingen har til formål at sætte fokus på de gamle danske børnesange i en ny og moderne opsætning, men stadig med respekt for det oprindelige materiale. Forestillingen henvender sig dermed både til børn i dag – som bør kende til den danske kulturarv – og til deres forældre og bedsteforældre, som er vokset op med ”De små synger”.
Stykkets handling er baseret på sangenes karakterer og belyser vigtigheden af, at børn får lov at bruge deres fantasi gennem musik og leg.
Aldersgruppe: 3-10 år
Varighed: 55 min.
Gæstespil af Teater Sammensurium
Instruktion Marie Louise Cornelius
Medvirkende Thea Kastberg, Thea Boel Gjerum, Peter Vinding, Julie Arlyk, Miriam Yeager