Zeppelin logo

Er Onkel Reje farlig for børn?

af Lasse Frank, adm. leder på Teatret Zeppelin

.

En mediestorm har rejst sig omkring DR TV’s populære børnefigur Onkel Reje. Han er blevet meldt til politiet af en håndfuld personer, der anser ham for farlig for børn. DR har modreageret med politianmeldelse af en håndfuld personer for chikane og dødstrusler rettet mod manden bag Onkel Reje, Mads Geertsen. Pædagogikfaglige nuancer savnes i ”debatten”, som pt. raser med orkanstyrke.

Onkel Reje har i en årrække været en af de helt centrale figurer i DR Ramasjangs børneunivers, hvor han sammen med andre populære figurer som Hr. Skæg og Motor Mille henvender sig til børn. Onkel Reje er den politisk ukorrekte onkel, som ofte gør alt det, som børn godt ved, at man ikke skal gøre – og derfor er han skæg for børn. Det er en simpel, men virksom formular – som i DR’s ”omvendt dag”-sang, hvor det sjove for børn er, at alting vendes på hovedet og gøres forkert.

Hvad går beskyldningerne ud på?

Beskyldningerne rettet mod Onkel Reje handler om noget så gravalvorligt og dybt kriminelt som pædofili og grooming af børn. Og så en lidt mere diffus anklage om satanisme. Hvad den del helt indebærer, og hvad det vil sige at være satanist i dagens Danmark,  er mere uklart, men det underforstås, at satanisme er noget grufuldt ondt.

Det skal her pointeres, at ingen af anklagerne mod Onkel Reje er underbygget med hverken beviser eller fagligt funderet bekymring.

De anklagendes underliggende budskab er ikke desto mindre, at rigets børn skal beskyttes mod Onkel Reje.

Der er gode intentioner bag anklagerne mod Onkel Reje… for det meste

Mange i kommentarspor på de sociale medier lader til at være oprigtigt interesserede i at få en saglig debat om, hvorvidt Onkel Reje bør eksistere som børnefigur eller ej. Det udspringer af en reel bekymring for, om der mon kan være noget om snakken – er Onkel Reje skadelig for børn? For ingen almindelige mennesker er jo interesserede i at skade børn. Men lægger man ud i en tone fuld af foragt og had, så bliver man i kommentarsporene også mødt med foragt og had. Og så forstår jeg godt, at man ”stempler ud” af debatten igen. Det kan dog udefra set komme til at se ud som om, at kritikerne af Onkel Reje kun har lyst til at råbe deres mening i ikke så rare vendinger, og så smække døren bag sig, før man overhovedet har set nogle af de forsøg på nuancerende indspark, der responderes med. Og blandt visse tilfælde kan det ikke udelukkes, at målet i sig selv blot er at skabe kaos og angribe det bestående, ikke at blive klogere eller beriget med nuancer.

Men de fleste kritikere af Onkel Reje er altså ikke onde. De er blot indehavere af et andet børnesyn. Et børnesyn, det dog er svært at finde fagligt belæg for i videnskaben i dag.

Hvor svage og sårbare er børn egentlig?

Hvad jeg savner i debatten er, at flere pædagogikforskere og børnepsykologer kommer på banen. Mavefornemmelser, forældrelige bekymringer og lommefilosofiske betragtninger om pædagogik, børnesyn og opdragelse skal mødes med solid faglighed.

Det første relevante, faglige indspark, jeg vil nævne, handler ikke om Onkel Reje-sagen. Det er en kronik publiceret 4. maj 2023 i Information med titlen ”Børn kan godt tåle, at forældre giver meget mere slip. Faktisk har de brug for det”. Den er skrevet af Marie Tolstrup, som er autoriseret psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi for børn og unge. Synspunktet hos flere af kritikerne af Onkel Reje lader til at være, at børn i udgangspunktet skal skærmes og (over)beskyttes. I omtalte kronik møder vi det modsatte synspunkt: børn kan tåle meget mere, end mange forældre i dag tror. Via vores gode intentioner med at (over)beskytte vores børn og fjerne al ubehag for dem, kommer vi måske endda til at skabe særligt sensitive personer. Børn, som ikke har fået lov at være i og håndtere ubehag og negative følelser på egen hånd, får sværere ved at håndtere livets naturlige og uundgåelige prøvelser, ukendte græsgange og sørgmodige nedture.

Det andet fagligt relevante indspark, jeg vil nævne, er en direkte respons på Onkel Reje-sagen. Det er debatindlægget ”Hvad ville Ingrid og Lillebror mon sige?”. Det er skrevet af børnepsykolog Rie Strange og medlem af Aarhus byråd for Socialdemokratiet Jesper Kjeldsen. Her forklares det bl.a., at Onkel Reje er vigtig for børns naturlige udvikling. Onkel Reje taler til de sider, som er eller var i os alle, inden vi lærte at undertrykke dem. Han får børn til at føle sig rigtige ved at skabe et rum, hvor man kan være i frækheden, balladen og det fjollede for en stund: ”Børn har brug for at blive spejlet i alle deres følelser, ikke kun de såkaldt socialt acceptable,” skriver forfatterne bag indlægget. Det er en opfordring til at turde være uperfekt i en verden, der i stigende grad kun accepterer det perfekte, og hvor der lægges smukificerende snapchat-filtre på alt. Onkel Reje er modstykket til de hvinende sukkersøde børnekarakterer, vi kender fra især amerikansk børne-tv som f.eks. Cocomelon. Børn bliver ikke ødelagt, onde eller svage af at se hverken Tom & Jerry eller Onkel Reje.

Dele af essensen af kritikken af Onkel Reje har vi også mødt på Teatret Zeppelin

På Teatret Zeppelin har vi et uofficielt slogan, som lyder, at børn ikke skal skærmes og skånes for det mørke i livet. For livet består både af lyse og mørke sider. Vi skal ikke skræmme børn, men vi voksne skal omvendt heller ikke naivt tro, at vi kan holde dele af verdens indretning og hændelser hemmelige for børn. Børn er hyperopmærksomme. Føler de sig skærmet for noget, de uundgåeligt vil høre om alligevel, vil de føle sig narret og forkerte. Vi har oplevet henvendelser fra voksne, der ikke mener, at man kan vise børn forestillinger om børn på flugt fra krig (Under Haadys Skjold). Eller om forældreløshed og grov mobning mellem børn (Mælkebøttereglementet). Det er voksne, der i bedste mening vil styre os imod et andet børnesyn – et børnesyn, hvor børn bør skærmes mere. Fordi det menes, at børn ikke kan tåle det barske, det grimme, det hårde, det upolerede og det triste. Men alt det er naturlige dele af et menneskeliv. Også for et barn.

Kritikken førte i sin tid til, at jeg på vores hjemmeside oprettede undersiden zeppelin.dk/omtanke. Her beskriver jeg, hvad teatrets holdning er og giver begrundelser og forklaringer på, hvorfor vi ikke gør noget farligt. Børn har brug for at blive mødt i og være i både deres legende lattermildhed og deres følelser af sorg og utryghed.

Er der noget mistænkeligt ved det hele?

Jeg blev i en kort debat på de sociale medier spurgt om, hvorvidt det ikke var temmelig mistænkeligt, at ”ingen medier skriver om indholdet af de trusler, Onkel Reje har fået”. Underforstået at det sandsynligvis er løgn, at nogen trusler nogensinde er nået frem til Mads Geertsen. Nu er det en sag, som ligger hos politiet at undersøge den politianmeldte chikane, og derfor er indholdet af truslerne og chikanen sandsynligvis mørkelagt. Til dels. Mere om det om lidt. For først er det værd at nævne, at ”mistænkelighedsargumentet” har floreret i kommentarspor. Det har fået lov at sprede sig og sætte sig hos selv almindelige mennesker. Der er bare et problem. Det er ikke sandt, at indholdet af chikanen og truslerne mod Mads Geertsen har været umulige at få indblik i. Adskillige medier HAR delt indholdet af chikanen og truslerne (fx TV2 og TjekDet). Og det står jo enhver frit for at opsøge nogle af de lukkede grupper på Facebook, hvor truslerne mod Onkel Reje får frit løb – særligt grupper med forkærlighed for ordene ”Frihed” og ”Frihedskæmper” er aktuelle i den kontekst, kan jeg sige efter at have bevæget mig i de konspiratoriske miljøer undercover siden 2020 – af ren og skær nysgerrighed.

Mistænkelighedsargumentet er intet andet end en gaslighting-strategi. Gaslighting er, når en person forsøger at så tvivl om virkeligheden hos andre. Et klassisk eksempel er, når en person i arrig og nærmest oprigtig foragt råber ”Det har jeg aldrig sagt!” – selvom du ved, at personen har sagt netop dét på et tidspunkt. Gaslighting er en typisk strategi hos narcissister. De tænker ofte meget kortsigtet og fortrænger i situationen fuldstændig, at modparten kan eftertjekke dele af narcissistens løgne få minutter efter den gaslightede samtale har fundet sted. Jeg drager i denne sag parallellen til narcissistens måde at gaslighte på, fordi ”mistænkelighedsargumentet” på samme måde kan eftertjekkes. Men narcissister kan være meget overbevisende. Og de vinder ofte enten på deres falske troværdighed eller på ”dovenskaben” hos deres budskabsmodtagere. Hvis det lyder rigtigt og præsenteres overbevisende, så behøver jeg jo ikke undersøge det selv. Men i tilfældet med kritikken af Onkel Reje ER det bare ikke sandt, at det har været helt umuligt at finde ud af, hvad indholdet af truslerne og chikanen har været. Truslerne og injurierne fortsætter endda løssluppent i kommentarspor på sociale medier og værst i de umodererede, lukkede Facebook-grupper for ligesindede konspiratorikere.

(artiklen fortsætter under billedet)

Her er det en kommentar til en Facebook-artikel hos Gaffa om en ny bog om store børnebogsfigurer gennem tiden, herunder Onkel Reje, som nævnes i overskriften. Kommentaren er skrevet 9.5.2023. Jeg har valgt at censurere afsenderen, da bølgerne går så højt lige nu, at der er risiko for yderligere chikane og måske endda vold mellem de uenige parter i “Onkel Reje-sagen”.

Hvor realistisk er det lige?

Lad mig i stedet vende den om og spørge:

– Hvor realistisk er det, at DR – en gigantisk og konstant overvåget mediemastodont – skulle slippe af sted med at groome børn og lade pædofile udfylde børnesendefladen? Det selvsamme DR, som ikke vil deltage i det europæiske børnemelodigrandprix (Junior Eurovision), fordi DR’s standarder for beskyttelse af børn er skyhøje niveauer over visse af de andre landes.

– Hvor realistisk er det, at meget store dele af Danmark lige nu viser deres uforbeholdne støtte for Onkel Reje – heraf mange faste seere af hans program og virke – hvis der var et dybt uforsvarligt pædofilt grundelement i Onkel Rejes shows? Pædofili er en ret sjælden sygdom, derfor er så godt som alle dybt imod og afskrækket af pædofili.

– Hvor realistisk er det, at den brede befolkning og klare majoritet i landet ville ignorere eller endda forsvare, at grooming af børn skulle foregå på skatteydernes regning?

Et af svarene på ovenstående er naturligvis, at vi er mange, der har sat os ind i de meget grove beskyldninger mod DR og Onkel Reje. Vi har undersøgt indholdet grundigt, enten som trofaste mangeårige seere af programmet sammen med vores børn eller på ny i lyset af anklagerne. Og vi er nået frem til, at beskyldningerne mod Onkel Reje er baseret på grundløse mavefornemmelser uden den faglige substans og viden om pædagogik og børnepsykologi, der skal til for at overbevise hovedparten af os.

.

Eftertanke: det hjælper ikke at bede Onkel Reje-modstandere om at slukke tv’et

Mange lader til at ville give det råd, at kan man ikke li’, hvad man ser i tv’et, kan man jo bare slukke eller skifte kanal. Den form for kommentarer er jeg bange for fuldstændig underkender og misforstår modstandernes oplevede virkelighed. Selvom man skifter kanal, kan ens børn jo stadig støde på Onkel Reje i reklamer, hos venner, i skolen/institutionen, på YouTube osv. Vi må forstå, at i hvert fald en del af modstanderne er reelt BANGE for, at Onkel Reje skader, ødelægger, traumatiserer og groomer børn. Hvad modstanderne derfor skal mødes med, er ikke en lavpraktisk løsning som at række ud efter egen fjernbetjening; de skal mødes med saglige og pædagogik- samt børnepsykologifaglige argumenter for, hvorfor det ikke er en katastrofe, at Onkel Reje eksisterer. De skal mødes med forklaringer på forskellen i børn og voksnes stadier og de tilhørende omverdenstolkninger, som følger med. De skal opfordres til at se sig selv og egen argumentation udefra og i et større billede.

.


Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores artikelside, hvor du finder indlæg skrevet af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler