Zeppelin logo

Er julen mon farlig for en mumitrold?

Foto: Lasse Frank / © Moomin Characters tm

FOTOS: Find flere billeder her

Om forestillingen Da julen kom til Mumidalen
2. genopsætning: 22. nov.-21. dec. 2025
1. genopsætning: 25. nov.-19. dec. 2023
Uropsætning: 26. nov.-23. dec. 2022

Skole- og familieforestilling fra 4 år.

…………………

Mumi-favorit vender tilbage til Teatret Zeppelin

– Fejr verdens kærligste troldes 80-års fødselsdag med årets juleforestilling: DA JULEN KOM TIL MUMIDALEN – en nærværende teateroplevelse for hele familien, spækket med teatermagi og julefred

.

Efter to totalt udsolgte sæsoner genopsættes publikumsfavoritten den 22. november til 21. december 2025 – og denne gang fejres det i anledning af, at Tove Janssons elskede Mumi-univers fylder 80 år. Teatret Zeppelin inviterer børn og voksne ind i Mumidalen til en dukkeforestilling fuld af lys og mørke, rå, nordisk natur og julens næstekærlige budskab. Mærk julefreden sænke sig i salen, og oplev mumierne vågne af deres vintersøvn til deres første møde med julen – hvad er julen dog for et væsen, siden den sådan kan gøre alle omkring så fortravlede og ængstelige? I en simpel men alligevel dybere fortælling sår forestillingen frø til gode samtaler mellem barn og voksen om traditioner, fællesskab, gavmildhed og frygten for det ukendte.

Forestillingen Da julen kom til Mumidalen spiller på Teatret Zeppelin på Vesterbro i København. Den er for alle fra 4 år og kan opleves i både hverdage og weekender.

I børnehøjde rejser forestillingen spørgsmål om julestress, traditioner og forventninger til, at alt skal være perfekt til jul. Samtidig belyser forestillingen, hvor skræmmende det kan være, når de trygge omgivelser forandrer sig, og folk opfører sig på en ny måde – men husker os også på, at hvis vi hjælper hinanden og er gavmilde, kan vi klare os i den nye verden og måske endda opleve, at den har noget dejligt at byde på.

Hvad sker der, når julen vækker Mumitroldene?

Da Hemulen vækker mumierne af deres lune vintersøvn, opdager de, at dalen er dækket af sne – og at alle omkring dem pludselig har travlt. Der tales om noget, der hedder jul. Men hvad er julen egentlig for et væsen, siden alle bliver så forpustede og ængstelige?

Gennem humor, forundring og poesi følger vi mumiernes første møde med julen – og deres forsøg på at forstå, hvorfor alle andre synes, det er så vigtigt.

Mystik og genkendelse på én gang

Mumiuniverset præsenterer os for figurer med adfærdsmønstre, holdninger og personlighedstræk, som vi kan genkende fra os selv eller andre – også de tabubelagte eller mindre flatterende af slagsen. Dog er figurerne så arketypiske, at de ikke ligner mennesker. Mikset af mystik og genkendelse er kilde til nysgerrighed og nyt perspektiv på det velkendte – og kan inspirere både børn og voksne til at reflektere over måden, vi mennesker opfører os på overfor hinanden og håndterer livets prøvelser.

Nordisk kulturskat elsket af familier over hele verden

Tove Janssons unikke mumiunivers har vundet utallige børne- og voksenhjerter rundtomkring i verden. Med en særlig evne til at skildre persontyper, overvindelse af lurende katastrofer og overgang fra barn til voksen har Jansson fascineret familier i flere generationer. Hendes mumihistorier er oversat til mange sprog og bearbejdet i både tegnefilm og teaterstykker – og nu også i Teatret Zeppelins bud på årets juleforestilling.

Forestillingen er baseret på Tove Janssons illustrerede bog af samme navn, Da julen kom til Mumidalen, og på scenen bliver den til en magisk oplevelse, hvor dukker, lys og lyd går hånd i hånd.
Dukkemager Maja Linde Christensen står bag de livagtige mumitrolde, mens scenograf Johanne Eggert, lyddesigner Rasmus Månsson og lysdesigner Michael Breiner sammen skaber det dragende nordiske vinterunivers, som høstede store roser ved de tidligere opsætninger.

Mindfulness i teaterform i en hektisk juletid

Teatret Zeppelins administrative leder Lasse Frank fortæller: ”Teatret Zeppelin lader i denne forestilling den nordiske natur og mystik træde i forgrunden ved hjælp af et stemningsfuldt snedækket landskab på scenen. Lys, lyd og effekter har en bærende rolle i fortællingen og tager publikum med ind i en anden verden. Vi har i udviklingen af forestillingen været meget inspireret af mindfulness og har taget den type zen-agtige ro med ind i teatersalen. Vores mål er at efterlade publikum en god historie rigere i en stemning af ro og julefred i en ellers ofte lidt hektisk tid.”

.

Klik her for at se spilletider og købe billet til forestillingen

.

ANMELDELSER, PROGRAM, ARTIKLER M.M. VEDR. FORESTILLINGEN
Læs anmeldelser af forestillingen, se program, og få mere viden om Teatret Zeppelins ‘Da julen kom til Mumidalen’ på siden her.

KONTAKT
Ønsker du at skrive en anmeldelse eller omtale forestillingen i et medie, så kontakt adm. leder Lasse Frank for aftale om fribilletter – tlf. 22301964 eller lasse@zeppelin.dk


FAKTA

Producent: Teatret Zeppelin

Spilleperiode: 22. november – 21. december 2025 | Sted: Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, KBH V

Spilletider:
Onsdage kl. 10:00 & 12:00
Torsdage kl. 10:00 & 12:00
Fredage kl. 10:00
Lørdage & søndage kl. 11:00 & 13:00
Se oversigt her.

Billetter: tlf. 33220478 eller billet@zeppelin.dk eller www.teaterbilletter.dk

Varighed: 45 min. | Genre: Dukketeater for børn | Aldersgrænse: Fra 4 år

Forestillingen er støttet af: Sportgoodsfonden, A.P. Møller Fonden, Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond, Axel Muusfeldts Fond, Beckett Fonden, Konsul George Jorcks og hustru Emma Jorcks Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Rettigheder: Forestillingen er skabt med tilladelse fra North Agency & © Moomin Characters tm

Mere info: Kontakt Adm. leder Lasse Frank, tlf. 22301964 / lasse@zeppelin.dk

Foto: Lasse Frank, Oliver Söderlund Schack og Per Morten Abrahamsen. Se billederne her.

Fotokreditering: fotografens navn + denne linje skal akkompagnere fotos: © Moomin Characters tm

Mere info om forestillingen: se www.zeppelin.dk/mumi

HOLDET BAG FORESTILLINGEN:

Medvirkende: Mie Brandt (og syv livagtige dukker) | Dramatiker: Mie Brandt | Instruktør: Mette Ovesen | Scenograf: Johanne Eggert | Dukkemager: Maja Linde Christensen | Dukkekonsulent: Rolf Søborg Hansen | Kostumier: Camilla Lind | Lyddesigner, komponist, afvikler og produktionsleder: Rasmus C. Månsson | Lysdesigner: Michael Breiner | Rekvisitører: Christine Scheel Kvint & Katja Neergaard | Byggeleder (1. opsætning): Aston Kay | Bygger og byggeleder ved genopsæning: Oliver Söderlund Schack | Teatermaler: Katrine Bunton | Instruktørassistent: Laura Walters  |  PR-ansvarlig: Lasse Frank

(…) se fuld krediteringsliste nederst på siden her

Året der gik 2024

…og nytårsønsket, der ikke måtte siges højt?

Teatret Zeppelin kigger tilbage på året, der gik – det positive og det negative – i denne nytårshilsen, der måske puster sig op til en slags nytårstale. Som en farverig og dog alvorlig ballon (hvis det findes?). Lad os se tilbage på året der gik, men ligeså meget frem på tiden, der kommer. For børnenes skyld!

Af Lasse Frank, adm. leder af Teatret Zeppelin
Læsetid: 3 minutter

2024 har været et år med forandringer og nye udfordringer i horisonten for Teatret Zeppelin. Det har også været et år med publikumssucceser på scenen. Om lidt går vi vores første år som støttet teater uden for Lille Storbyteaterordningen i møde. Det er både en god ting for teatrets fortsatte drift og et ukendt land, vi skal finde stabilt fodfæste i. 

Vi måtte i 2024 også sige farvel til Åben Skole-ordningerne, der tidligere hjalp os effektivt med at åbne teaterdørene for børn fra alle samfundslag. Det har været en svær udfordring at se disse muligheder forsvinde. Især når vi ved, hvor meget en teateroplevelse kan betyde for børn og unge.

Hvad vi ser tilbage på

Alligevel har 2024 også været et år fyldt med nye sejre og glædelige øjeblikke. Vi kan med stolthed se tilbage på:

– Et brag af en sæson med fulde huse og positive publikumsreaktioner på TOVE og Mio, min Mio. TOVE havde en belægningsprocent på 81,7 %. Mio, min Mio på 94,6 %. TOVE, som vi co-producerede med Teatret Masken, blev hædret med storrosende anmeldelser, en Reumert-nominering, prisen som sæsonens bedste B/U-forestilling hos CphCulture og prisen for bedste manuskript i Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2024.

– Det store fokus på vores værtskab for gæstespil og samarbejde med kunstnere, der deler vores passion for børne- og ungdomsteater. I 2024 havde vi syv gæstespil af syv forskellige teatre i huset. Desuden fire artists in residency-forløb for vækstlaget i scenekunstmiljøet faciliteret af HAUT.

– De kreative forbedringer af vores rammer her på teatret – nye systuefaciliteter, en opgraderet skuespillergarderobe samt ny skuespiller-lounge og et totalrenoveret værksted, der allerede summer af aktivitet.

– Den høje prioritering af et godt, sundt og socialt arbejdsmiljø i både faste stab og på de kunstneriske hold. Vi er få ansatte med mange kasketter på hver. Vi er nødt til at løfte mange opgaver inhouse. Så vi har travlt. Men gevinsten ved dét kommer i form af et stærkt sammenhold og stor personlig medejerskabsfølelse i alt, vi producerer og arbejder for.

– Tildelingen af en Scandinavian Business Award 2024 til Teatret Zeppelin i kategorien ’Best All-Ages Theatre in Copenhagen’ – en international anerkendelse af vores forretningsmodel, børnesyn og tilgang til scenekunstproduktion, som vi er meget stolte af.

Men… kommer fremtidens teatergængere ud af det blå?

Trods succeshistorierne er der også plads til refleksion. Vi har igen igen mærket, hvordan de mange flotte ord om vigtigheden af teater for børn ofte ikke bliver omsat til handling. Vi mærker, hvordan livet som teater med børn som hovedmålgruppe kræver både vilje og kreativitet for at klare sig i et system, der sjældent prioriterer B/U-teatrene på lige fod med teatrene, der spiller for voksne. Vores virkelighed afspejles stadig ikke i de økonomiske hovedbevillinger, der kategorisk holdes på et lavere niveau end bevillingerne til teatre for voksne – selvom vi arbejder under de samme overenskomst- og produktionskrav, de samme hastigt voksende huslejeniveauer, de samme forventninger til ambitiøs, passionsdreven professionalisme. Det er en skævvridning, vi ikke kan og ikke bør ignorere.

Derfor slutter vi året af med et ønske for 2025:
Skal vi ikke gøre det til året, hvor vi sætter politisk handling og konkret bæredygtighed bag de mange ord om den vigtige betydning af teater for børn? Også for fødekæden i branchens skyld. For hvor skal fremtidens voksne teatergængere ellers komme fra, hvis ikke fra dem, der oplever professionel scenekunst og dans som børn? Lad os gøre det til året, hvor vi prioriterer de yngste publikummer – og deres ret til store, livsbetydende kunstoplevelser – lige så højt som de voksnes.

Vi takker jer, vores trofaste publikum og samarbejdspartnere (nye såvel som gamle), for at I deler vores passion. Vi ses i 2025 – på og bag scenen!

Godt nytår!


Tre politiske initiativer, vi glæder os til at følge i 2025

  1. Kulturpas for unge. Aftalen er forhandlet på plads i Folketinget, og missionen er klar: at få flere unge ud at benytte kulturlivets tilbud. Selvom der ikke er tale om børn, men unge, der kan tage af sted uden voksen ledsager, bliver det interessant at følge, hvilke erfaringer og refleksioner de unge gør sig i mødet med bl.a. teater.
    .
  2. Børnekulturhovedstad København. Visionen ligger i navnet. Kulturborgmester Mia Nyegaard vil give Københavns mere end 60.000  skolebørn bedre ”muligheder for at blive begejstret og inspireret af kunst og kultur”. Hvordan det mere konkret skal udmøntes, bliver spændende at finde ud af.
    .
  3. Åben Skole-alternativ. Lukningen af Åben Skole-puljerne gør det modsatte af ovenstående vision om at åbne op for mulighederne for børns møde med kultur. Så hvad mon skal træde i stedet for Åben Skole for at sikre københavnske elevers møde med det slaraffenland af professionelle kulturinstitutioner, vi har i København?
    .

Billeder fra året der gik

Se udvalgte billeder fra Teatret Zeppelins 2024


.

Om Teatret Zeppelin: Hvem er vi? Læs her

Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores artikelside, hvor du finder indlæg skrevet af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler

Lignende indlæg:
Året der gik 2023 på Teatret Zeppelin (VIDEO)
Året der gik 2022 på Teatret Zeppelin (VIDEO)