Zeppelin logo

17. februar 2021

Serviceøkonom på et teater

Som en del af sin uddannelse som serviceøkonom var Trine i andet halvår af 2020 i praktik på Teatret Zeppelin. Her deler hun sine erfaringer med forløbet og fortæller mere om sin uddannelse.

Af Trine Borgstrøm Hansen.

Praktikken som serviceøkonom på Teatret Zeppelin er noget af det bedste ved mit studie. Man kan se at alle de ansatte på teatret er erfarne i at lære fra sig og tage imod nye praktikanter. Netop det gør noget specielt for ens praktik.

Hvem er jeg?

Mit navn er Trine Hansen, og jeg 26 år. Kort om mig: Jeg har haft fem sabbatår, hvoraf jeg har taget kurser indenfor skuespilkunsten. I marts 2020 inden corona-lockdown blev jeg formand på et amatørteater i Roskilde. Samtidig er jeg ved at uddanne mig til ServiceøkonomCopenhagen Business Academy.

Jeg har i mange år gerne villet være skuespiller, og det er stadig drømmen. Men jeg har også sagt til mig selv, at hvis jeg ikke kan gøre skuespil til en levevej, så skal jeg finde noget andet, som jeg kan være glad for at arbejde med resten af livet. Så når nu man kan lide det kreative felt, så er et teater eller en festival oplagt. Hvordan kunne jeg komme til at arbejde i det felt? Det ville jeg bl.a. kunne som Serviceøkonom.

Her ses Trine Hansen som har været i praktik på Teatret Zeppelin som en del af sin uddannelse som serviceøkonom - her har hun lært en masse om bl.a. eventkoordinering, teaterdrift og kulturledelse.
Trine blev fra dag ét i sin praktik indrullet i både det faglige og sociale fællesskab på Teatret Zeppelin.

Hvad er en serviceøkonom?

Uddannelsen er mange steder i hele landet. Den tager to år, og man lærer om mange ting. Man lærer om kundehåndtering. Man lærer om, hvordan man giver en god service og gode oplevelser for mennesker. Man bliver oplært i forretningsforståelse, samarbejde og relationer samt i forretningsudvikling og en smule økonomi. Uddannelsen er ikke styret af økonomidelen, selvom navnet kan tyde lidt på det. Det førnævnte fylder meget mere.

Der er fokus på både restaurations- og hotelbranchen og en smule på eventbranchen. Alle tre brancher kan man specialisere sig yderligere i ved at vælge dem som valgfag. Efter denne 2-årige uddannelse kan man blive konsulent, receptionist, event- og konferencekoordinator, selvstændig og restaurantmanager bare for at nævne nogle få.

Noget, som er obligatorisk på uddannelsen, er, at man SKAL i praktik. Men man vælger selv, hvilken virksomhed det skal være. Mit valg var Teatret Zeppelin, som heldigvis også ville mig!

Min praktik på Teatret Zepppelin

På Teatret Zeppelin har jeg følt mig velkommen og rigtig godt introduceret til arbejdsgangene. Jeg har lavet en masse forskellige ting. Det meste har været helt nyt for mig. Jeg synes, det har været fedt at blive sat ind i en masse nye ting. Nogle af arbejdsopgaverne har jeg prøvet et par gange før, som at være med til møder og arbejde med sociale medier.

Jeg har fået lov til virkelig at arbejde selvstændigt og vise, hvad jeg kan. Der bliver opfordret meget fra alle side, især Lasse Frank (teatrets administrative leder) til at vi kan tænke kreativt og komme med ideer til løsninger på eventuelle udfordringer. Det synes jeg er superfedt! Dog er det også rigtig dejligt, at det veksler mellem individuelt arbejde og samarbejde med andre på teatret.

Mine arbejdsopgaver på teatret

En af mine opgaver på teatret har været at være med til at byde en masse gæster velkommen og give dem ekstra tryghed, mens de har været på teatret, hvilket har været rigtig vigtigt for os i disse coronatider.

Derudover har jeg været med til flere møder. F.eks netværksmøde på Nørrebro Teater, som Applaus, Dansk Teater og Scenekunstens Kommunikation stod bag. Jeg har også deltaget i webinar om SEO (søgemaskineoptimering) afviklet af GENERAXION. Og så har jeg været til flere interne møder på teatret. Bl.a. omkring forestillingen Mio, min Mio, som spillede i efteråret.

Jeg har arbejdet en del med teatrets sociale platforme. Det lå fint i forlængelse af mit uddannelsesvalgfag ”Digital Marketing”. På teatrets sociale medier har jeg oprettet posts med nyheder, billeder og quizzer. Og jeg har planlagt og skabt vores julekalender for dette år.

Ydermere har jeg: Lavet et udkast til et budget. Lært om hvordan man booker billetkøbere ind i billetsystemet. Lavet en pressemeddelelse for dramaworkshoppen BRYD!. Og meget mere.

Med disse opgaver kan jeg se en sammenhæng mellem det, jeg lærer på uddannelsen, og det, vi laver på teatret.

Her ses Trine som medvirkende i Teatret Zeppelins ‘gå trygt i teatret’-video, som hun selv var med til at lave drejebogen til i forbindelse med corona-restriktionerne i efteråret 2020.

Godt forberedt til praktisk arbejdserfaring

Jeg føler, at selvom jeg er under uddannelse, så kan jeg klare mange af opgaverne på teatret. Også selvom det var første gang, at jeg prøvede kræfter med nogen af opgaverne. Det føler jeg skyldes, at jeg er blevet sat rigtig godt ind i tingene af medarbejderne, jeg har kunnet stille spørgsmål, når jeg har haft brug for det, og haft teknikker fra studiet og formandskabet fra amatørteatret, som jeg har kunnet læne mig opad.

I snakke på teatret kan der f.eks. blive nævnt fagtermer, som jeg kender fra studiet. Som når vi har snakket reach, engagement og optimal posting time i forbindelse med digitale medier. I forbindelse med andre opgaver snakker vi om strategier for at tiltrække målgruppen. Eller vi har refereret til organisationens vision og mission i vores planlægningsarbejde. Alt sammen er noget, jeg har lært om på studiet, og som jeg har fået lov til at arbejde med i praksis under min praktik.

Min konklusion efter endt praktikophold på Teatret Zeppelin

Jeg har været sindssygt glad for at være i praktik på teatret! Det er en virkelig dejlig arbejdsplads med plads til alle!

Jeg har ikke bare lært en masse om, hvordan det her teater fungerer, men om hvordan jeg kan lide at arbejde, hvad der passer til mig af arbejdsgange. Og jeg har lært en masse om at arbejde på et teater. Alt dette kan jeg tage med videre, ikke kun på resten af min uddannelse som serviceøkonom, men også til mit formandskab på teatret i Roskilde samt mit videre arbejde i branchen og med mig selv.

.

Synes du, at uddannelsen som serviceøkonom lyder spændende? Læs mere om uddannelsen på Uddannelsesguiden.

.
.


Artikler om teater og teatret skrevet af ansatte fra teatret
Følg med på vores nyoprettede artikelside med indlæg af teatrets ledelse og medarbejdere; vidensdeling, debatindlæg om teater, kultur- og teaterpolitiske indspark, erfaringsudveksling m.m.
se her: www.zeppelin.dk/artikler