Praktisk Info
For jer, der skal på skoleudflugt til Teatret Zeppelin, er her nogle nyttige oplysninger.
Her kan du finde svar på eventuelle spørgsmål, du måtte have i forbindelse med din skoles besøg på Teatret Zeppelin. Ring endelig til os på tlf. 33220478, hvis du ikke finder det, du søger.
Generel praktisk info for almindelige besøgende har vi samlet på zeppelin.dk/praktisk-info
UNDERVISNINGSMATERIALE
Professionelt udarbejdet undervisningsmateriale til Zeppelins egenproduktioner kan downloades gratis. Materialet er udviklet efter folkeskolens gældende trinmål.
Prøv også det gratis online spil Sæt Scenen. Spillet introducerer elever i 5.-7. klasser for alt det, der foregår bag scenen, og inviterer dem til at prøve kræfter med det kreative forestillingsarbejde. Målet er at gøre eleverne nysgerrige på scenekunst og give dem et tilhørsforhold til den.
BILLETPRISER
Skoleklasser får billetter til 40 kr. pr. elev, og den samme lave pris gælder for de medfølgende lærere. Vi anbefaler, at I ringer til os på 33220478 og bestiller billetter for at sikre, at I får lærerrabatten med. En skoleudflugt til Teatret Zeppelin er ikke en dyr fornøjelse.
FIND VEJ OG OFFENTLIG TRANSPORT
Teatret Zeppelin ligger på Valdemarsgade 15 i en sidegade til Vesterbrogade. Se på kort.
Der er gode forbindelser til teatret med både bus, metro og tog. København H og Enghave st. (m.fl.) ligger i gåafstand fra teatret. Bus 1A, 7A, 10, 23 og 71 har stoppesteder tæt på teatret.
Det tager ca. et kvarter at gå fra Københavns Hovedbanegård og hen til teatret (se gårute på kort her). Gåturen fra den nye metro ved Enghave Plads tager knap ti minutter (se gårute her).
Nærmeste busstoppesteder:
Bus 10: Enghavevej
Bus 71: Kingosgade
Bus 1A og 23: Enghave st.
Bus 7A: Værnedamsvej
FORBERED DINE ELEVER
Det kan være en stor og måske overvældende oplevelse at være i teatret. Derfor er det vigtigt at forberede eleverne godt, inden besøget. Læs hvordan her.
VED FORSINKELSE
Det er vigtigt, at teatret bliver informeret, hvis jeres klasse bliver forsinket eller forhindret, så vi ikke opholder andre klasser unødigt. Det er ligeledes vigtigt, at vi kan kontakte jer på dagen, og I bedes derfor have en tændt telefon med jer og sørge for, at det er nummeret på den telefon, som I opgiver ved bestilling.
FREMVISNING AF BILLET IKKE NØDVENDIGT
I skal IKKE printe billetter ud. Medbring i stedet jeres betalte faktura eller ordrebekræftelse, og fremvis den. Vi fremsender ikke billetter til større grupper og skoleklasse, men sparer papiret.
ANKOMST
På hverdage åbner teatret ½ time før forestillingens start. Når I ankommer, bliver i mødt af vores erfarne personale, der giver en grundig briefing på, hvordan vi lukker folk ind i salen. Vi bestræber os på, at sætte klasserne samlet og de mindste sidder forrest, så at alle kan se. Derfor bliver klasserne vist ind i salen enkeltvist af personalet.
MAD OG DRIKKE PÅ TEATRET
Hvis I gerne vil spise jeres medbragte mad på teatret, skal dette aftales med teatret inden. Oftest er det muligt at spise på teatret efter forestillinger, der spiller kl. 10.00 og kl. 12.15, men der kan være undtagelser, så tal med os inden jeres besøg.
På hverdage tilbyder vi lærerne en gratis kop kaffe/te i Kaféen. Kaféen vil dog ellers være lukket.
Det er ikke tilladt at have mad, drikke og snacks med ind i teatersalen.
OPLÆG, SNAK OG RUNDVISNING
For studerende på lærerseminariet, pædagoguddannelen, kulturstudiefag e.l. kan vi efter aftale arrangere et kort oplæg og efterfølgende Q&A ved fagperson, f.eks. en fra teatrets ledelse.
Til det yngre publikum fra skoler og institutioner o.l. har vi sommetider haft fornøjelsen af at give en rundvisning bagom scenen i mindre grupper.
Hvis lignende kunne være noget for jer, så kontakt os, og vi vil forsøge at skræddersy et gratis oplæg, som er relevant for netop jer. Læs mere her.
Herudover kommer skuespillerne på Teatret Zeppelins egne produktioner altid frem efter hver forestilling, hvor de i et rimeligt tidsrum kommer rundt og besvarer spørgsmål eller/og indleder til en snak omkring det at være skuespiller, historiens tematikker osv.
ZEPZONE – DRAMAUNDERVISNING
Vi har mange års erfaring med dramaundervisning og tilbyder flere former for teaterrelaterede aktiviteter som workshops, dramaforløb, projektudvikling og meget andet – hos os eller hos jer, og i åbenhed over for jeres temaer og idéer. Dette kalder vi under ét ZepZone. Klik her for at læse mere om ZepZone.
TEATERBILLETTER.DK ER VEJEN TIL SKOLEUDFLUGT
Under teaterbilletter.dk finder du en søsterside med præsentation af forestillinger målrettet børnehaver, skoler og gymnasier. Her kan man søge teater efter kommune og aldersgruppe, og det er gjort nemt og bekvemt at købe til store grupper, fx til jeres skoleudflugt.
Du kan naturligvis også finde info om Teatret Zeppelins forestillinger (herunder: målgruppe, tema, spilleperiode osv.) her på siden, ligesom du altid er velkommen til at kontakte Teatret Zeppelin på telefon eller mail for sparring, inspiration og forslag til en klasseudflugt, der giver mening for netop jer.
Kontakt os på tlf. 33220478 (man-fre kl. 9-15) eller billet@zeppelin.dk
EN SKOLEUDFLUGT MED MENING
Mange elever husker teateroplevelsen i mange år efter teaterbesøget. På Teatret Zeppelin gør vi os umage med at få oplevelsen til at plante frø til spirende samtaler og refleksioner. Du kan læse mere om, hvordan vi bruger vores mere end 40 års erfaring med målgruppen børn og unge til at give oplevelser med dybde og kant – og berører både livets lyse og mørke sider på børnevenlige, meningsfyldte måder. Se vores artikel www.zeppelin.dk/omtanke
.